Jordemoderstuderende

RHG kan tilbyde en alsidig praktikplads, hvor du i løbet af uddannelsen får lejlighed for:

  • deltagelse i kendt jordemoderordning (KJO)
  • for at følge jordemoder i konsultation
  • på fødeafsnit
  • på svangre-barselsafsnit
  • i akut klinik for gravide
  • i rådgivning for unge og til hjemmebesøg
  • hjemmefødsel og barselsbesøg i hjemmet

Gratis bolig

Som jordemoderstuderende tilbydes du gratis bolig med internetadgang i praktikperioden. Boligen er møbleret og ligger i Herning, ca. 7 km fra RHG. Du vil ofte få bolig nær/sammen med andre jordemoderstuderende.

Afdelingen fungerer som praktiksted for jordemoderstuderende, lægestuderende, sygeplejestuderende og ambulancebehandler-elever, så jordemødrene har stor rutine i at lære fra sig. Som studerende er du meget velkommen og har ud over vagterne mulighed for deltagelse i konferencer, teamtræning, fødselsforberedelse samt de innovations- og udviklingsprojekter, der arbejdes med i afdelingen.

Læs mere om afdelingen

 

Uddannelsens forløb

Der optages 6 jordemoderstuderende pr. hold.

Praktik - klinikperioder

Du afvikler i 1.semester din første korte kliniske periode, introklinik, på RHG evt. med en ugentlig konsultation i Holstebro. De øvrige kliniske semestre afvikler du på RHG evt. med udekonsultation. Du må forvente at blive tilknyttet en udekonsultation minimum én gang under uddannelsen, og du skal selv sørge for transport til denne.

Du knyttes til kendt jordemoderordning i 2 af dine klinikperioder. Du vil oftest blive tilknyttet to jordemødre, én som din hovedvejleder, den anden som din med-vejleder.

Vagter 

Når vejlederne har vagter, vil du også oftest have vagt. Derudover planlægges vagter med andre jordemødre for at opnå et gennemsnit på 30 timer om ugen med patientkontakt. Det vil sige, at du kan forvente vagter på alle tider af døgnet på alle ugens dage. Vagtskemaet planlægges af dig i samarbejde med de andre studerende og i forhold til kontinuitet med dine vejledere. Den endelige plan tjekkes af den uddannelsesansvarlige jordemoder, og det tilstræbes at den er tilgængelig for dig senest 3 uger før afvikling.

Vejledning

Den daglige vejledning foregår med din kontaktjordemoder eller den jordemoder, du er i vagt med på fødeafsnittet eller i konsultationen. På svangre/barselsafsnittet og neonatal-afsnittet vejledes du af jordemoder eller sygeplejerske på det pågældende afsnit, og den kliniske sygeplejefaglige vejleder på afsnittet er ansvarlig for den daglige vejledning.

Fælles klinikmøde for alle jordemoderstuderende

Ca. en gang om måneden samles alle jordemoderstuderende til klinikmøde. Denne dag planlægges af de uddannelsesansvarlige jordemødre og har såvel et fagligt som et socialt sigte. Der vil typisk være et fagligt hovedtema for dagen, ofte med en oplægsholder, og der er mulighed for at I studerende kan dele erfaringer om studielivet på RHG. Ved start af hver klinisk periode er første klinikmøde fokuseret på, hvordan I i gruppen af studerende kan støtte hinanden i forhold til trivsel.

Tværfaglig teamtræning

På både 2., 4. og 6.semester deltager du i afdelingens tværfaglige teamtræning. Det drejer sig om en dag med undervisning og træning i handling samt refleksion over handling i akutte obstetriske situationer. Dagen afholdes i teams med jordemødre, sygeplejersker, social og sundhedsassistenter, læger og jordemoderstuderende.

Obstetrisk studieafsnit

Dele af din kliniske uddannelse på 4. og 6.semester foregår på det obstetriske studieafsnit i svangre-barselsafsnittet. Studieafsnittet er tværfagligt med både lægestuderende, sygeplejestuderende og jordemoderstuderende på forskellige niveauer i uddannelserne.

I studieafsnittet arbejder du med læringsudbytter, der styrker din monofaglige udvikling – altså udviklingen af at kunne jordemoderfaget – og med læringsudbytter, der handler om tværfagligt samarbejde – altså jordemoderen som samarbejdspartner med sygeplejersker og læger – og læringsudbytter angående dit kliniske lederskab – det at kunne strukturere, overskue og uddelegere/videregive arbejdet.

Typiske opgaver - ofte sammen med studerende fra de andre professioner - vil være: ammeetablering, børneundersøgelse, understøtte familiedannelse, deltage i post operativ pleje, udskrivelsesamtaler. Du vil have stor mulighed for at dele viden om opgaverne med de andre professioner

Få mere information om studieafsnittet her

Uddannelsesansvarlige

Jordemoderuddannelsen koordineres overordnet af de to uddannelsesansvarlige jordemødre. De uddannelsesansvarlige jordemødre holder uddannelsessamtaler med dig og dine vejledere, kommenterer på udvalgte refleksionsark, holder klinisk undervisning og klinikmøder for dig og dine medstuderende. De samarbejder med de øvrige afdelinger på hospitalet med henblik på, at du får tilbudt tilstrækkelige læringsmuligheder, og de står for afholdelse af de kliniske prøver. Derudover varetager de andre udviklings- og uddannelsesopgaver i afdelingen.