kvinde der får hadbeskeder online

22.08.2022

Hvordan forebygger vi, at ansatte hænges ud på digitale platforme af kollegaer, kunder eller borgere? Det skal nyt forskningsprojekt svare på.

Hadefulde og truende sms'er eller e-mails og opslag på sociale medieplatforme kan potentielt få store konsekvenser for den, det rammer. Men hvor stort er omfanget af digital chikane på private og offentlige arbejdspladser? Hvordan forebygger og håndterer vi det bedst?

Nu har forskere ved Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup søgt og fået 2,3 mio fra Arbejdsmiljøforskningsfonden til at forebygge digital chikane på danske arbejdspladser. Projektet udføres i samarbejde med Arbejdsmedicin, Odense Universitetshospital.

Viden fra 3.000 ledere og medarbejdere skal i spil

Aktuelt ved vi ikke særligt meget om omfang, forebyggelse og håndtering af digital chikane i dansk kontekst.

Projektet "Digital chikane på arbejdet" skal ændre på dette ved først at indsamle baggrundsviden fra 100 danske arbejdspladser (både offentlige og private) og dernæst ved at følge 3.000 ansatte over et år.

På baggrund af resultaterne fra projektet skal forskerne udarbejde et konkret vejledningsmateriale. Dette sker i samarbejde med repræsentanter for relevante fag- og arbejdsgiverforeninger, kommuner og regioner.

Materialet skal levere viden og råd om, hvilke forebyggende tiltag, der virker bedst mod digital chikane på tværs af forskellige typer arbejdspladser.

Fakta om projektet

"Digital chikane på arbejdet" udgår fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup og udføres i samarbejde med Arbejdsmedicin, Odense Universitetshospital. Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden og løber fra 2023-2025.

Kontakt

Lars Peter Sønderbo Andersen Lars Peter Sønderbo Andersen

Lars Peter Sønderbo Andersen

Seniorforsker, ph.d. og psykolog

Tlf. 2346 0879

E-mail: laande@rm.dk

Kontakt via LinkedIn 

Læs mere om Lars Peters forskning (link til forskerprofil)