Projektet er afsluttet


 

Titel

Ledelse af stress - ressourcer og barrierer for håndtering af medarbejderes stress

Baggrund

Stress er fortsat et stort arbejdsmiljømæssigt problem, og der er fortsat mange medarbejdere der oplever, at der ikke blev handlet i tide fra lederens side. Samtidigt er der ledere, der føler sig magtesløse og ikke ved, hvordan de bedst handler i forhold til medarbejdere med stress symptomer.

Generelt er der en tendens til, at ledere typisk benytter sig af det, man kalder den sekundære intervention, som er rettet mod at modificere medarbejdernes reaktioner i forhold til stressorerne (fx stresshåndteringstræning, mindfulness træning osv.) frem for at benytte den primære intervention som netop er at ændre på problematiske arbejdsmæssige forhold.

Det kalder på, at vi begynder at fokusere på de ressourcer og barrierer, der kan være for ledere i forhold til forebyggelse og håndtering af medarbejderes stress.

Projektets formål

Det overordnede formål med projektet var at undersøge ressourcer og barrierer for lederes forebyggelse og håndtering af stress blandt medarbejdere og mere specifikt undersøge:

  • Hvilken tilgængelig viden og standarder for håndtering af medarbejderes stress findes der for ledere?
  • Hvordan forebygger og håndterer ledere stress blandt medarbejdere?
  • Hvilke ressourcer og barrierer er der for den ledelsesmæssige forebyggelse og håndtering af stress blandt medarbejdere?
  • Hvordan omsætter vi viden om disse ressourcer og barrierer til konkrete handleanvisninger til ledere?

Forskningsplan

Projektet blev gennemført som et kvalitativt multicase-studie. Dataindsamlingen foregik via semistrukturerede interviews af en times varighed.

Der blev udført i alt 36 interviews med 6 ledere (Overordnet leder, Afdelingsledere, Souschefer) og 6 medarbejdere fra 1 virksomhed, 1 kommune og 1 hospital. 

Projektet blev udført af Tanja Kirkegaard (Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning), og adjunkt Janne Skakon, Københavns Universitet.

Tidsramme

2016-2017

Resultater

Resultaterne fra projektet peger på betydningen af nøglesamtalen, den samtale, lederen typisk tager med medarbejderen, når 'det brænder på'. Hvis den bliver varetaget på den rigtige måde, kan den være med til at forhindre en sygemelding.

Læs mere om nøglesamtalen, og hvordan ledere med fordel kan gribe denne an i rapporten Stressforebyggelse - anbefalinger til ledere

Se også nyheden Har du nøglen til at forhindre en stresssygemelding?