Projektet er afsluttet


 

Projekttitel

Effekten af holdbaseret genoptræning til borgere med skulderlidelser: Et randomiseret kontrolleret interventionsstudie

Mange danskere døjer med skulderlidelser, og ofte medfører smerterne nedsat funktionsevne og sygefravær. Man anbefaler fysioterapeutisk genoptræning som en del af behandlingen, og det er ofte antaget, at individuel genoptræning vil give bedre resultater end holdtræning, fordi denne træningsform bedre kan imødekomme den enkeltes behov.

En nylig systematisk oversigtsartikel peger dog på, at holdbaseret genoptræning ved lænderygsmerter, urininkontinens og efter knæ- og hofteallopastikoperation er lige så effektiv som individuel genoptræning – og endvidere kan have yderligere positive effekter i form af gensidig støtte, øget motivation, og reduktion af social isolation.

Hvorvidt disse resultater kan overføres til andre lidelser på genoptræningsområdet, såsom skulderlidelser, blev undersøgt i dette projekt.

Formål

Projektets formål var at undersøge effekten af holdbaseret genoptræning sammenlignet med individuel genoptræning eller selvtræning hos borgere med degenerative skulderlidelser henvist til et kommunalt genoptræningsforløb.

Deltagere

Projektet var et samarbejde mellem Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest og seks kommuner i Vestklyngen, Region Midtjylland: Holstebro, Herning, Ikast-Brande, Lemvig, Struer og Ringkøbing-Skjern kommuner.

Tidsramme

Juni 2016 - december 2017

Metode

Projektet blev udført som et kontrolleret randomiseret forsøg, hvor i alt 180 borgere blev allokeret til enten 1. Individuelt genoptræningsforløb (8 individuelle sessioner med fysioterapeut), 2. holdbaseret genoptræningsforløb (8 holdtræningssessioner med fysioterapeut) eller 3. selvtræning (Hjemmetræning med 2-3 opfølgninger afhængig af behov).

Ved projektets start samt 3 og 6 måneder efter foretoges målinger af borgernes skulderfunktion, helbredsrelaterede livskvalitet og tilfredshed, og resultaterne blev efterfølgende sammenlignet. Alle gruppers genoptræning tog udgangspunkt i samme standardiserede øvelsesprogram med mulighed for individuel tilpasning. Øvelsesprogrammet blev udviklet i samarbejde med de fysioterapeuter, som til dagligt varetager træningen i kommunerne.

Projektet støttes af

Danske Fysioterapeuters Praksisfond og Folkesundhed i Midten.

Resultater

Læs mere i pressemeddelelsen Ny viden: Skuldergenoptræning virker lige godt ude og hjemme

Læs mere i den videnskabelige artikel Christiansen DH, Hjort J. Group-based exercise, individually supervised exercise and home-based exercise have similar clinical effects and cost-effectiveness in people with subacromial pain: a randomised trial. J Physiother. 2021 Apr;67(2):124-131. doi: 10.1016/j.jphys.2021.02.015. Epub 2021 Mar 17. PMID: 33744191.