Studieafsnit i Ortopædkirurgi

Det tværfaglige studieafsnit på Ortopædkirurgi er en del af Ortopædkirurgisk Sengeafsnit. Studieafsnittet har plads til 8 patienter.

Hvem indgår i det tværfaglige studieafsnit?

Studerende inden for sygeplejerske-, læge- og fysioterapeutuddannelsen indgår i de daglige tværfaglige arbejdsopgaver med undersøgelse, behandling, pleje og rehabilitering under supervision af vejledere i afsnittet.

Formålet med et ophold i studieafsnittet

  • At den studerende får uddannelsesmæssige betingelser for at forstå, anvende og arbejde med sin egen faglighed i det tværfaglige samarbejde.
  • At den studerende får mulighed for at påtage sig et fagligt ansvar i de forskellige patientforløb.
  • At de studerende træner det interprofessionelle samarbejde til gavn for det gode patientforløb, så den studerende kan få nytte af erfaringerne i det fremtidige tværfaglige samarbejde.

Studieafsnittet er oprettet i samarbejde med Region Midtjylland, Aarhus Universitet og VIA University College Campus, Holstebro.

Obstestrisk studieafsnit

Studieafsnittet er placeret i svangre-barselsafsnittet. I studieafsnittet er der plads til fire til fem barselsfamilier. Studieafsnittet har eget kontor med arbejdsplads til studerende og vejledere, dette med white-board og projekter til undervisningsbrug. Kontoret anvendes også til pauser for de studerende

Hvem møder man i studieafsnittet?

I studieafsnittet møder du:

  • patienter fra svangre-barselsafsnittet
  • i alt 4 vejledere, 2 for sygeplejerstuderende og 2 for jordemoderstuderende
  • den kliniske sygeplejefaglige vejleder
  • den uddannelsesansvarlige jordemoder
  • studerende fra forskellige uddannelser

Vagter og åbningstider

Studieafsnittet holdes åbent fra 7.00-20.00 mandag til torsdag. Patienter i afsnittet passes af barselsafsnittet udenfor studieafsnittets åbningstid.

Som jordemoder- eller sygeplejestuderende er du i enten i dagvagt kl. 7.00-15.00 eller aftenvagt fra kl. 13.00 eller 13.45 til 20.00. Som lægestuderende møder du kl. 8.00-14.30.

Tværfaglig konference

Hver dag deltager du sammen med de andre studerende i fælles tværfaglig konference. Dagholdet overleverer her data og observationer samt pleje til aftenholdet.

I konferencen træner du at give relevante oplysninger videre, at vise overblik, at bidrage med viden fra din egen profession, at undersøge de andres viden, at reflektere og komme frem til fælles løsninger på problemstillinger.

Undervisning

2 gange ugentligt er der mulighed for tværfaglig undervisning i studieafsnittet. Emnerne vælges i fællesskab ud fra aktuelle problemstillinger ved patienterne i afsnittet eller ud fra mere generelle temaer.

Eksempler på emner: blodtypeuforligelighed, det nyfødte barns kompetencer, hyperbilirubinæmi, post partum blødning, amning, efterfødselsreaktioner.

Læs mere og find praktiske innformation om Obstetrisk Studieafsnit.

Tværfagligt uddannelsesudvalg

Regionshospitalet Gødstrups tværfaglige uddannelsesudvalg har til opgave at arbejde strategisk med uddannelsesinitiativer på tværs af fag og fremme synergien mellem uddannelsesråd og -udvalg inden for de enkelte fag.

Kontakt os

Vejledning og support til uddannelse

Har du som studerende, elev eller ansat brug for hjælp og rådgivning i forbindelse med uddannelse?

NIDO | Center for Forskning og Uddannelses stab og HR Uddannelse understøtter kvaliteten af uddannelsesforløbene på hospitalet og kontinuerlig udvikling af uddannelsesmiljøerne.

Under de enkelte uddannelser finder du en kontaktperson, der kan hjælpe dig.
Se samlet oversigt over kontaktpersoner.

Du kan også sende en mail til NIDO:

Kontakt NIDO