Siden foråret 2025 har Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Gødstrup, og Struer Kommune samarbejdet om et tværsektorielt forbedringsprojekt.
Formålet har været at bringe ukompliceret behandling af knogleskørhed tættere på borgerens hverdag.
Behandling tættere på borgeren
I projektet er der udviklet og afprøvet en generisk model, hvor borgere med knogleskørhed kan få infusion med Zoledronsyre i sygeplejeklinikken på Midlertidigt Ophold i Struer Kommune.
Initiativet er udviklet i samarbejde mellem personale fra Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme og sygeplejersker fra Struer Kommune.
Fælles arbejdsgange og oplæring
Som en del af projektet har hospital og kommune udviklet fælles arbejdsgange.
De kommunale sygeplejersker er blevet oplært på hospitalet. Oplæringen har blandt andet omfattet:
- undervisning i knogleskørhed
- træning i anlæggelse af perifert venekateter
- fælles justering af arbejdsgange undervejs i projektet
Arbejdsgangene er løbende blevet tilpasset med afsæt i forbedringsmodellen.
Evaluering og erfaringer
Efter en prøveperiode på tre måneder blev projektet evalueret.
Evalueringen viste stor tilfredshed blandt både borgere og personale i hospital og kommune. Borgerne oplevede blandt andet større tryghed, kortere transporttid og en behandlingskvalitet svarende til tilbuddet på hospitalet.
Fra projekt til drift
Initiativet er nu forankret i drift og indgår som en fast del af Medicinsk Afdelings tilbud.
Det betyder, at borgere i Struer Kommune kan modtage behandling mod knogleskørhed tættere på eget hjem.
Læs også
- Artikel_Fagbladet Sygeplejersken_2025.pdf
Artikel fra Dansk Sygeplejeråd om erfaringerne med den patientnære behandling set fra sygeplejerskerne i Struer Kommune. Artiklen beskriver blandt andet, hvordan Struer Kommune og Regionshospitalet Gødstrup har flyttet behandling mod knogleskørhed tættere på borgerne - Behandling af knogleskørhed rykker tættere på borgerne - Fagperson Regionshospitalet Gødstrup
Nyhed fra Regionshospitalet Gødstrup om projektet og samarbejdet mellem Medicinsk Afdeling og Struer Kommune. Nyheden er fra 17. juni 2025. - Årsmøde 2026 | DSKS
Projektet er præsenteret som poster på DSKS’ årsmøde, der blev afholdt 8.–9. januar 2026 med temaet “Kvalitet uden grænser – hvad skal der til?”.