Sterilcentralen
Læs om Sterilcentralen, dens funktion og kapacitet.
Om Sterilcentralen
Sterilcentralen består af en genbehandlingsafdeling og et sterilt lager, hvor alle instrumenter og engangssterile artikler til operationer opbevares.
Der er åbent døgnet rundt alle ugens dage.
Sterilcentralen er fysisk placeret i Servicebyen - 400 m fra Operationsgangen.
I afdelingen er der en normering på ca. 35 fuldtidsstillinger.
Der er ansat social- og sundhedsassistenter, servicemedarbejdere samt en fagområdeansvarlig sygeplejerske, en driftsleder, en sygeplejerske som er ansvarlig for kvalitet og udvikling og en oversygeplejerske.
Personalet varetager opgaver både i genbehandlingsdelen og på det sterile lager.
Vores opgaver
Sterilcentralens væsentligste opgave er at genbehandle (dvs. rengøre, vedligeholde, pakke og sterilisere) kirurgiske flergangsinstrumenter samt pakke operationsvogne med instrumenter og engangssterile artikler til alle operationer.
For at sikre der altid er de nødvendige instrumenter og engangssterile artikler til rådighed til operationen, bookes instrumenter og engangsartikler i forbindelse med at operationen bookes.
Sterilcentralen sørger for at opdatere og vedligeholde Region Midts Sterilsystem (RMS), som er vores dokumentations og kvalitetsstyringssystem; et system som alle i Region Midtjylland bruger. Alle handlinger, som vi foretager i forbindelse med genbehandlingen, registreres i RMS. Processerne, der kører i maskinerne registreres også i RMS, så vi altid kan dokumentere, at instrumenterne har gennemgået den korrekte genbehandlingsproces.
Sterilcentralen vejleder afdelingerne i forhold til genbehandling af instrumenter samt i forbindelse med indkøb af nye instrumenter, så det sikres, at de indkøbte instrumenter kan genbehandles efter forskrifterne.
Sterilcentralen er bestykket efter at kunne betjene 26 operationsstuer.
Der er en genbehandlingstid på 12 timer fra instrumentet har været brugt til det kan bruges igen.
Kvalitet
Vores mål er at yde en meget højt kvalitet af de produkter, vi leverer til afdelingerne. For at sikre den høje kvalitet laver vi kontinuerligt kvalitetstest på vores maskiner samt på de enkelte produkter i form af revalideringer og proteintest.
Vi overvåger at vores rumforhold og hygiejne lever op til de krav, der stilles ifølge de nationale infektionshygiejniske retningslinjer.
Personale
Alle ansatte i afsnittet får en sterilassistentuddannelse.
Der er en oplæringsperiode, hvor nyansatte primært følges med en mentorgruppe, som sikrer de kommer igennem hele oplæringsprogrammet, både praktisk og teoretisk.
Alle ansatte har et eller flere ansvarsområder, som de kontinuerligt arbejder med. Desuden er der nøglepersoner inden for flere forskellige områder, bl.a. hygiejne, IT, RMS samt en arbejdsmiljørepræsentant.
Alle opgaver vedrørende kvalitet og udvikling varetages af den ansvarlige sygeplejerske i samarbejde med driftsleder og oversygeplejerske.
Den fagområdeansvarlige sygeplejerske har ansvaret for alle operationsbakker, indkøb af nye instrumenter og samarbejde med de afdelinger og afsnit vi leverer til.