Henvisning til Børn og Unge

Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup varetager ambulant udredning og behandling for en lang række medicinske lidelser for børn og unge i alderen 0-17 år.

Vi videresender henvisninger, hvis vi mener, at barnet/den unge bedst vurderes i for eksempel kirurgisk regi. Hvis der er tvivl, kan henvisningen sendes til os. Vi vil så videresende eller returnere med forklaring om, hvor den skal sendes hen.

Mange vil ved første undersøgelse få optaget journal af en yngre læge under uddannelse. Alle forløb bliver dog superviseret af afdelingens speciallæger. Nogle forløb vedrørende inkontinens starter med en sygeplejekonsultation, også disse forløb er superviserede.

Vores fagområder

Afdelingen dækker langt størstedelen af pædiatriens fagområder. I de tilfælde hvor Sundhedsstyrelsens specialeplan tilsiger regionsfunktion eller højt specialiseret funktion, sørger vi for at videresende henvisningen.

Afdelingen arbejder tæt sammen med regionens øvrige børn- og ungeafdelinger samt højt specialiserede afdelinger i andre regioner. 

Vi bestræber os på at overholde gældende servicemål

  • Besked om tilbudt tid inden for 8 hverdage.
  • 1 måneds ventelistegaranti for svær sygdom.
  • 2 måneders ventelistegaranti for alle andre sygdomme.
  • Orientering om muligheden for frit sygehusvalg, hvis garantien ikke kan opretholdes.

Optageområde for patienter

Afdelingens naturlige optageområde er de 6 kommuner i Vestklyngen:

  • Herning
  • Holstebro
  • Ikast/Brande
  • Lemvig
  • Ringkøbing/Skjern
  • Struer.

Vi modtager dog også patienter fra andre kommuner i henhold til aftalen om frit sygehusvalg. 

Lokationsnumre

Henvisninger til Børn og Unge via praktiserende læge/vagtlæge skal sendes til følgende lokationsnumre: 

  • Børn og Unge Akutmodtagelsen: 5790 0013 88690 (børnesenge)
  • Børn og Unge Klinik: 5790 0013 90051 (børneambulatoriet).