Læringsplatformen bliver udviklet i et samarbejde mellem Cecilie Rud Budtz og Dansk Selskab for Fysioterapi sammen med undervisere fra professionshøjskoler og efter- og videreuddannelse inden for fysioterapi. Foto: Niels Aage Skovbo
Læringsplatformen bliver udviklet i et samarbejde mellem Cecilie Rud Budtz og Dansk Selskab for Fysioterapi sammen med undervisere fra professionshøjskoler og efter- og videreuddannelse inden for fysioterapi. Foto: Niels Aage Skovbo

02.01.2023

Midtjysk forsker står bag udvikling af national læringsplatform til fysioterapeuter. Det hele startede med hendes forskningsprojekt fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Der færreste er klar over det, men fysioterapeuter har selvstændigt behandleransvar for patienterne, ligesom læger. Fysioterapeuter har dermed ansvar for at reagere på mistanke om, at en patients smerter kan skyldes en alvorlig sygdom.

Mange fysioterapeuter er imidlertid i tvivl om, hvordan de genkender klassiske tegn på alvorlig sygdom, og hvornår de skal reagere på deres mistanke. Det er problematisk, fordi der samtidig viser sig at være flere patienter med alvorlig sygdom i fysioterapipraksis, end man tidligere har regnet med.

Det viser et nyt ph.d.-projekt fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Hjælp at hente til fysioterapeuterne

Cecilie Rud Budtz er forskeren bag ph.d.-projektet. Hun har nu taget initiativ til en ny digital læringsplatform, der skal klæde fysioterapeuterne på til at opspore patienter med alvorlig sygdom. Læringsplatformen, der er gratis, skal indeholde viden, case-baserede øvelser og spørgeguides. Platformen bliver udviklet i samarbejde med Dansk Selskab for Fysioterapi og er finansieret af Fysioterapipraksisfonden.

Ifølge forskeren, der selv er uddannet fysioterapeut, bliver fysioterapeuters opgave og ansvar som behandlere kun større i fremtiden:

- I fremtiden kommer fysioterapeuterne helt sikkert til at spille en endnu større rolle i diagnostik og behandling af patienter med smerter fra muskler og led. Og allerede i dag opsøger mange en fysioterapeut før de kontakter egen læge. Så det er helt naturligt, at fysioterapeuterne oplever, at de har brug for at blive bedre klædt på til opgaven.

Cecilie Rud Budtz håber, at den nye læringsplatform kan betyde endnu større sikkerhed for de patienter, der kommer til fysioterapeut i fremtiden.

Kontakt

Cecilie Rud Budtz

Forsker, ph.d., fysioterapeut

Tlf. 2336 2203

E-mail: cecbud@rm.dk

Kontakt via LinkedIn

Læs mere om Cecilies forskning (link til forskerprofil)