
Uddannelseskonsulent Stine Horn Gade fra Koncern HR, Center for Kompetenceudvikling i Region Midtjylland har sammen med repræsentanter fra Medicinsk Afdeling udviklet træningskonceptet. Foto: Søren Braad Andersen., Kommunikation.
10.03.2026
Et projekt støttet med 500.000 kroner af Danske Regioner giver mulighed for, at over 500 ansatte på Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Gødstrup, over de næste måneder skal på en eller flere workshops om udfordrende arbejdssituationer og kollegastøtte.
En uforudset kritisk situation, en dilemmafyldt faglig vurdering, en verbal overfusning af en patient eller pårørende. Høje følelsesmæssige krav i arbejdet er udbredt blandt alle typer af sundhedspersonale og kan udfordre den mentale sundhed.
Hvilke situationer, der opleves som følelsesmæssigt belastende, er forskelligt fra person til person. Derfor er der netop skudt gang i en række workshop i projekt Trivsel i Balance i Medicinsk Afdeling, hvor formålet er at øve deeskalering og gøre det lettere at støtte hinanden i svære situationer med et fælles sprog og enkle greb i redskabet Støttende Kollegial Samtale.
Inden forløbet gik i gang, gennemførte Medicinsk Afdeling en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejderne. Denne viste, at det, der opleves som følelsesmæssigt belastende, kan være forskelligt på tværs af teams og faggrupper.
Derfor skal der over de næste måneder afholdes i alt 19 workshops med scenarietræning om udfordrende arbejdssituationer og kollegastøtte på tværs af faggrupper i de teams, hvor man arbejder i det daglige. Herudover deltager alle TRIO-grupper og uddannelsesansvarlige overlæger i en heldagsworkshop om defusing (strukturerede gruppesamtaler), så afdelingen styrker den hurtige støtte efter belastende hændelser.
Et fælles sprog til noget, mange allerede gør
Som sundhedsprofessionel er det naturligt, at man er opmærksom på sine kolleger og sit team. Det særlige ved Trivsel i Balance er, at Medicinsk Afdeling med redskabet Støttende Kollegial Samtale får en fælles tilgang til noget, mange gør i forvejen: hjælper hinanden, når en situation har været svær.
Succeskriteriet for projekt Trivsel i Balance er, at evnen til at håndtere udfordrende situationer styrkes, og at kollegastøtte bidrager til at fremme en endnu mere åben kultur med høj grad af psykologisk tryghed.
- Vi ønsker at gennemføre workshops, hvor træningen er realistisk og relevant for medarbejderne. Det er efterfølgende vigtigt, at medarbejderne oplever, det giver mening at anvende Støttende Kollegial Samtale systematisk i hverdagen. Her viser erfaringer fra forbedringsforløbet Mental Sundhed fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Herlev og Gentofte Hospital, at det styrker psykologisk tryghed at vide, at en kollega er lige i nærheden og kan “gribe” én hurtigt efter en svær situation, fortæller cheflæge Caroline Marie Andreasen.

Ved hjælp af professionelle skuespillere får de enkelte medarbejdere trænet flere forskellige scenarier, hvor de skal hjælpe en kollega, der har været udsat for en ubehagelig arbejdssituation. Søren Braad Andersen, Kommunikation.
Professionelle skuespillere i scenarietræning
En bærende del af forløbet er scenarietræning med professionelle læringsskuespillere fra Center for Kompetenceudvikling. Træningskonceptet har uddannelseskonsulent Stine Horn Gade i første omgang udviklet til psykiatrien, hvor det har været anvendt gennem flere år, men efterspørgslen er stigende i somatikken, fordi følelsesmæssigt belastende situationer ikke altid følger specialer.
- Når vi bruger professionelle skuespillere i træningen, giver vi deltagerne mulighed for at lære på et dybere niveau, hvor de får lov til at glemme sig selv. Det handler ikke bare om at forstå, hvad man skal gøre. Det handler om at føle det i kroppen og reagere på det, når det sker. Træningen giver medarbejderne selvindsigt og konkrete redskaber til at støtte hinanden i svære øjeblikke. Det handler om at kunne se tegn på stress eller ubehag hos en kollega og tage ansvar for at skabe plads til samtale og støtte, siger Stine Horn Gade.
I scenarietræningen øver deltagerne, hvordan man kan støtte hurtigt og enkelt, uden at overtage, analysere eller komme med en masse gode råd og forslag til løsninger. Det er blevet taget godt imod af deltagerne på en af workshoppene:
- Jeg er positivt overrasket over, hvor stor en forskel små, enkle ting kan gøre, og at man ikke behøver at ville fikse det hele. De der få minutter på en struktureret samtale efter en udfordrende situation viser, at vi hurtigt kan gøre en kæmpe forskel for hinanden i vores hverdag, når det er bedre at lytte og tilbyde, siger Social- og sundhedsassistent Tanja Berndsen.
Også speciallæge Niels Valdemar Vestergaard Krabbe fik noget ud af workshoppen:
- Det er altid godt at være sammen med andre personalegrupper, da vi ser tingene fra forskellige vinkler, men alligevel genkender vi hinandens perspektiver. Det har været en realistisk træning, hvor vi har haft mulighed for at reflektere over svære situationer og få et praktisk, anvendeligt redskab til at håndtere dem sammen med hinanden, når de opstår.
Fakta om projekt Trivsel i Balance
Over første halvår af 2026 afholder Medicinsk Afdeling i alt 19 workshops, hvor alle ca. 500 medarbejdere har mulighed for at deltage. Herudover deltager alle TRIO-grupper (tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og funktionsledere) og uddannelsesansvarlige overlæger i en heldagsworkshop om defusing, så afdelingen styrker den hurtige støtte efter belastende hændelser.
Forløbet følges både gennem læring og data, med løbende opsamling via postkort (og QR-kode på plakater) om brug af Støttende Kollegial Samtale, opfølgende spørgeskema i efteråret 2026 og opfølgende spørgeskema i sommeren 2027.
Fakta om Støttende Kollegial Samtale
Støttende Kollegial Samtale (SKS) er et redskab udviklet i et samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Herlev og Gentofte Hospital i projektet Mental Sundhed for Sundhedsprofessionelle. Formålet er at styrke det kollegiale fællesskab og mindske effekten af såkaldte "second victim" situationer i sundhedsvæsenet.
SKS er en kort (ca. fem – 10 minutter) samtale mellem kolleger, der har fokus på tanker, følelser og reaktioner, når det brænder på.
Den ene taler, den anden lytter primært og kommer med anerkendende og støttende udsagn. Men uden at glide over i rådgivning eller fortælle om egne erfaringer. Den måde at samtale på virker aflastende. (Kilde: Dansk Selskab for Patientsikkerhed).