
Foto: Tomas Bertelsen
03.03.2026
Når Mikkel Seneca tiltræder som lægefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, har han allerede en del erfaring med hospitalet.
Siden 2022 har Mikkel Seneca ledet over 400 ansatte i Operation og Intensiv, som blandt andet vandt Yngre Lægers Arbejdsmiljøpris i 2025. Afdelingen har arbejdet målrettet med frisættende ledelse, og Mikkel Seneca har desuden arbejdet med at styrke den lægelige ledelse på tværs af hospitalet. Desuden har han med 10 års erfaring som ambulancelæge ved Præhospitalet i den vestlige del af Region Midtjylland et godt kendskab til lokalområdet.
Hjemmevant på hospitalet
Mikkel Seneca er uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet, har en master i offentlig ledelse og har netop gennemført Region Midtjyllands lederuddannelse Alkymisten – Strategisk toplederuddannelse for erfarne ledere (2025).
- Med Mikkel Seneca som lægefaglig direktør får Regionshospitalet Gødstrup en topleder, der færdes hjemmevant på hospitalet, og som hver dag arbejder for at sikre at faglig kvalitet, medarbejdertrivsel og økonomisk ansvarlighed går hånd i hånd. Jeg ser frem til at byde Mikkel velkommen, og at han med sit ærlige og nysgerrige blik skal være med til at styrke samarbejdet på tværs at kommuner og akuthospitalet, siger lægefaglig koncerndirektør Thomas Larsen.
Regionshospitalet Gødstrup er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland. Hospitalet, der åbnede i 2022, er et moderne akuthospital med alle behandlingsfunktioner og 409 sengestuer. Hospitalet behandler hver dag cirka 2.100 patienter ambulant og har ca. 4.400 medarbejdere, der varetager både hovedfunktioner for ca. 285.000 borgere og regionale specialer for ca. 540.000 borgere i den vestlige del af regionen.
Stærke tværfaglige fællesskaber
- Regionshospitalet Gødstrup er en vigtig og ambitiøs aktør i sundhedsvæsenet, og jeg glæder mig til at bidrage til hospitalets fortsatte udvikling som både faglig og organisatorisk frontløber. Jeg vil fokusere på at skabe stærke, tværfaglige fællesskaber, hvor trivsel, kvalitet og ansvarlighed altid er i centrum, siger Mikkel Seneca.
Mikkel Seneca blev valgt til stillingen i et stærkt felt af 13 ansøgere og afløser Jens Friis Bak, der går på pension.
Privat bor Mikkel Seneca i Højbjerg ved Aarhus med sin kone og deres to børn på 18 og 19 år.