AULA summede af idéer og inspiration, da Gødstrup den 8. september lagde hus til regionens første inspirationsmøde om, hvordan hospital og hjem kan bindes tættere sammen med digitale løsninger.
11.09.2025
Et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er sundhedsreformens mål – og det var omdrejningspunktet, da Regionshospitalet Gødstrup mandag var vært for regionens første inspirationsmøde om, hvordan hospital og hjem kan bindes tættere sammen med digitale løsninger.
Deltagerne fulgte engageret med, da dagens oplæg satte fokus på, hvordan hospitalet kan rykke tættere på patienternes hjem.
Mødet i Gødstrup var det første i en række af inspirationsmøder i Region Midtjylland og udspringer af regionsrådets beslutning i maj 2025 om at afsætte 25 millioner kroner til konkrete initiativer – blandt andet flere digitale løsninger i patientens hjem.
For Regionshospitalet Gødstrup er det særligt aktuelt, fordi hospitalet dækker et stort geografisk optageområde med seks kommuner. Her kan digitale løsninger og nye samarbejder gøre en markant forskel for patienternes adgang til behandling tæt på hjemmet
Vi skal huske alle patienter
Sygeplejefaglig direktør Rikke Degn åbnede inspirationsmødet med glæde over den store opbakning:
- Det glæder mig at se så mange samlet i dag. Digitale løsninger er helt centrale i sundhedsreformen og i arbejdet med at skabe flere nære tilbud. Brug dagen til at dele viden, inspirere hinanden og tænke både ind og ud af boksen.
Hun understregede samtidig, at det handler om at finde løsninger, der kan rumme alle patienter:
- Digitale muligheder bliver en hjørnesten i fremtidens sundhedsvæsen – med aktiv inddragelse af de patienter, der kan selv. Samtidig giver det mere kapacitet til at hjælpe dem, der har sværere ved det digitale.
Digitale løsninger til gavn for flere
Leder af AmbuFlex, Center for PRO, Louise Pape og leder af Digitale Patientforløb, Britta Ravn satte rammen for dagen med eksempler på, hvordan digitale løsninger kan gavne både selvhjulpne og skrøbelige patienter.
- Det at kunne dele erfaringer og løsninger håber vi kan gøre en stor forskel i forhold til udredning, behandling og opfølgning. På baggrund af PRO kan man følge patienten over afstand. Digitale løsninger kan hjælpe med pleje, rehabilitering og forebyggelse. Det giver mulighed for tidligere udskrivelse til IV-behandling, og det giver mulighed for at kigge på, hvem løsningerne kan komme til gavn. Digitalisering er ikke kun for de selvhjulpne patienter. De kan også gøre en forskel for skrøbelige patienter. Fx kan man lave PRO-rapportering i samarbejde med lægen og kommunen og lave videovejledninger til plejepersonalet, sagde leder af Digitale Patientforløb, Britta Ravn.
Leder af AmbuFlex, Center for PRO, Louise Pape supplerede:
-
Leder af AmbuFlex, Center for PRO, Louise Pape supplerede:
- Der kan være stor forskel på patientforløb og dermed også de behov der skal kunne understøttes digitalt, når vi skal flytte hospitalsaktiviteter hjem til patienten – det kan være behov for vejledning og undervisning, kliniske målinger, PRO-spørgeskemaer til afdækning af symptombelastning, hjemmelevering af medicin osv. Det betyder også, at vores systemer skal blive bedre til at fungere sammen. Jeg håber I bliver lidt klogere på, hvad vi allerede kan i Region Midt i forhold til at understøtte hjemmebehandling, og at der bliver sået nogle frø til hvor, og hvordan det vil kunne give mening hos jer.
Tre eksempler på, at hospitalet rykker hjem
Herefter fulgte oplæg fra afdelingerne på Regionshospitalet Gødstrup, som viste, hvordan digitale løsninger allerede gør en forskel i praksis:
- Tidligt fødte børn: Forældre kan få støtte og vejledning via videokonsultationer, PRO-spørgeskemaer og digital forløbsguide under tidligt hjemmeophold.
- Demensudredning: Virtuelle lægesamtaler giver patienter, pårørende og kommune en fælles afslutning på udredningsforløbet i hjemmet.
- Øre-næse-hals-patienter: CPAP-behandling og kanyleskift følges og understøttes digitalt i hjemmet, så patienterne oplever større tryghed og færre fremmøder.
Vi skal bare i gang
Også blandt deltagerne var der begejstring. Sygeplejerskerne Christine Bach Menzel og Heidi Andersen fra Kræftafdelingen fortalte:
- Det har været meget inspirerende at deltage i mødet, hvor der var mange gode eksempler på, at vi ikke behøver at opfinde flere nye dybe tallerkener. Vi ser et stort potentiale for at gøre mere via løsninger, der allerede findes – for eksempel inden for patientundervisning og IV-behandling i hjemmet. Det er netop den vej, vi skal gå for patienternes skyld og for at udnytte vores ressourcer i sundhedsvæsnet bedst muligt - så vi skal bare i gang.
Stande var tilløbsstykke
Efter oplæggene summede Aula af aktivitet ved standene, hvor deltagerne kunne få sparring, stille spørgsmål og se løsningerne i praksis.
Alle stande var velbesøgte, men især Indkøb og Medicoteknik samt Regionsapoteket tiltrak mange, der ville høre om mulighederne for at sende udstyr, medicin og utensilier tæt på eller direkte hjem til patienten.
Læs mere om hver stand nedenfor.
Monitorer patienten hjemme – Digitale Patientforløb
Ved standen for Digitale Patientforløb blev Telma demonstreret – en løsning, der gør det muligt at følge patientens tilstand på afstand.
Mange stoppede op for at høre, hvordan systemet allerede bruges til KOL og hjertesvigt, og snart også bliver en hjælp for Parkinson-patienter.
Brug videoløsninger, hvor det giver mening – Sundheds-IT
På Sundheds-IT’s stand kunne deltagerne se, hvordan videoløsninger kan gøre en forskel i praksis – fra tidligt hjemmeophold til udskrivningssamtaler. Flere fik idéer til, hvordan de kan inddrage pårørende digitalt i patientforløb.
Følg patientens symptomer hjemme – AmbuFlex, Center for PRO
Her fik deltagerne indblik i, hvordan et digitalt spørgeskema kan give et præcist billede af patientens helbred hjemmefra.
Standen vakte nysgerrighed, fordi mange så potentialet i at bruge PRO-data til at målrette både samtaler og opfølgning.
Send udstyr, medicin og utensilier hjem – Indkøb og Medicoteknik og Regionsapoteket
Flere deltagere stimlede sammen ved Indkøb og Medicotekniks og Regionsapotekets stande for at høre, hvordan udstyr, medicin og utensilier kan sendes direkte hjem til patienten.
Det gav anledning til mange spørgsmål om logistik og muligheder i praksis.
Forbered og guid patienten trygt gennem forløbet – Den digitale Forløbsguide
Ved denne stand kunne man prøve den digitale forløbsguide, som giver patienten små bidder af information tilpasset forløbet.
Deltagerne pegede på, at guiden kan være med til at reducere unødige telefonopkald og gøre mødet med patienten mere fokuseret.
Giv patienten rettidig kontakt og overblik – Patientaktiviteter, MineAftaler
Mange var interesserede i, hvordan MineAftaler kan samle overblik over aftaler på tværs af sektorer og samtidig understøtte videokonsultationer.
Standen viste, hvordan systemet kan sikre, at patienten møder forberedt op – og undgå aflysninger.
Inspiration på vej til andre hospitaler
De næste inspirationsmøder holdes på:
Regionshospitalet Horsens den 22. september
Regionshospitalet Randers den 7. oktober.
Læs mere:
Inspirationsmøder om hospitalsindsatser i patientens hjem - Sundhed Fagperson