28.10.2025
I foråret besluttede Region Midtjylland at etablere et socialmedicinsk team som led i arbejdet med at skabe større lighed i sundhed for udsatte borgere. Nu er projektet for alvor i gang.
Med socialoverlæge Anne Mette Fløe Hvass i spidsen, og med socialrådgiver Jane Back Kirkegaard i den daglige drift, samler teamet erfaringer fra både sundhedsvæsen og socialområde.
Teamet, der har base i Socialmedicin og Rehabilitering på Regionshospitalet Gødstrup, skal i tæt samarbejde med kommuner, almen praksis og civilsamfund være med til at udvikle en helhedsorienteret indsats for regionens udsatte borgere, fortæller Anne Mette Fløe Hvass.
– Behovet for en helhedsorienteret indsats er stort og stigende. Mange udsatte borgere står i komplekse livssituationer, som de forskellige instanser ganske enkelt ikke er gearet til at håndtere alene.
Fællesskabsmålingen 2022 fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – er med til at tydeliggøre, der er behov for en mere sammenhængende indsats.
Rapporten viser, at omkring 5 procent af befolkningen i Danmark lever i såkaldt social eksklusion. Det er mennesker, der står uden for fællesskabet, og ofte lever med psykisk sårbarhed, kroniske helbredsproblemer, økonomiske afsavn og manglende netværk. Yderligere 24 procent tilhører en risikogruppe, som har behov for støtte for at overvinde barrierer, der fastholder dem i udsathed.
Forskellige fagligheder skal mødes om samme borger
Snart får Anne Mette Fløe Hvass og Jane Back Kirkegaard udvidet det tværfaglige socialmedicinske team, blandt andet med en psykolog.
Til projektet er der desuden knyttet en projektgruppe, som skal bidrage til udvikling, faglig sparring og forankring af indsatsen. Gruppen består af professor Claus Vinther Nielsen, cheflæge Cathrine Bach, chefpsykolog Camilla Rasmussen, lægesekretær Heidi Johannsen, socialoverlæge Dorte Rubak og socialsygeplejerske Marie Blandebjerg, som er repræsentant for regionens øvrige socialsygeplejersker.
Samlet set afspejler sammensætningen i projektet kompleksiteten i borgerens behov og dermed den socialmedicinske indsats. Forskellige fagligheder skal nemlig mødes om den samme borger.
Som socialsygeplejerske har Marie Blandebjerg blandt andet erfaring med, hvor svært det kan være at hjælpe borger og en patient uden en registreret bopæl, et CPR-nummer eller egen læge. Selvom patienten kan få akut behandling, er adgangen til andre ydelser usikker.
– Vi socialsygeplejersker møder patienter i svære livssituationer, for eksempel hjemløshed, hvor systemerne ikke kan følge med. Derfor er det vigtigt med en samlet indsats, fordi de sundhedsmæssige og sociale problemer flyder sammen, siger Marie Blandebjerg.
Ifølge professor Claus Vinther Nielsen handler projektet tillige om at give sundhedsvæsenet nye værktøjer:
– Vi kan ikke løse social ulighed alene i sundhedsvæsenet, men vi kan blive bedre til sammen at se mennesket bag diagnosen. Det kræver, at vi tør arbejde på tværs af sektorer og tage udgangspunkt i borgerens samlede livssituation.
Det er en ny tilgang som skal sikre, at socialmedicinsk viden i højere grad bliver en integreret del af borgerens forløb, og at de mest udsatte borgere ikke mister kontakten til systemet undervejs.
Ulighed i sundhed kræver nye veje
– Lighed i sundhed er et bærende princip i Sundhedsloven, men vi ved, at nogle borgere stadig har sværere ved at få den hjælp, de har brug for. Vi skal turde gøre tingene anderledes og lære af de steder, hvor det lykkes, siger Anne Mette Fløe Hvass.
Tidligere erfaringer i Danmark med tværfaglige teams, hvor social støtte og sundhedsbehandling er integreret, har vist sig at virke. Den tankegang er derfor også udgangspunktet for den midtjyske indsats, som vil skabe et samlet fagligt rum omkring borgeren frem for at sende borgeren rundt i systemet.
Som et af de første skridt inviterer det socialmedicinske team til en temadag i december for alle socialsygeplejersker i Region Midtjylland.
Formålet er at skabe fælles retning og begynde arbejdet med at samle data og erfaringer med borgernes individuelle behov for hjælp.
– Det bliver små skridt fremad med konkrete prøvehandlinger, hvor vi tester nye samarbejdsformer og lærer undervejs. Den viden, vi får herfra, skal bruges til at bygge en mere sammenhængende indsats op, siger Anne Mette Fløe Hvass.
Den socialmedicinske indsats er dermed både et projekt og et praktisk samarbejde, hvor de tværfaglige kompetencer mødes i et fælles fokus på at mindske ulighed i sundhed.
Projekt med bevilling fra regional pulje til øget lighed i sundhed
Projektet er etableret efter en politisk beslutning i Region Midtjyllands Udvalg for lighed i sundhed, som ønsker at styrke indsatsen for borgere i udsatte livssituationer.
Det er forankret i Socialmedicin og Rehabilitering på Regionshospitalet Gødstrup og har en regional funktion.
Projektperioden løber fra 2025 til 2029 med en årlig bevilling på ca. 1,6 mio. kr., hvoraf 1 mio. kr. er afsat i opstartsåret. Midlerne finansieres gennem regionens pulje til øget lighed i sundhed.
Formålet er at tilbyde helhedsorienteret individuel støtte og samtidig opbygge og udbrede faglig viden om social udsathed, hjemløshed, abstinenser og smertebehandling samt sikre sociallægefaglig sparring til sundhedspersonalet.
Læs mere i pressemeddelelsen fra Region Midtjylland (26.3.2025):