Kvinde i hvid skjorte taler for publikum.
Professor Anne Hammer modtog forskningsprisen ved en ceremoni i Højesteret den 10. december. Privatfoto.

 

11.12.2025.

Professor Anne Hammer, Universitetsklinik for gynækologisk HPV-relateret sygdom på Regionshospitalet Gødstrup modtager anerkendt pris for sin banebrydende forskning i livmoderhalskræft og HPV-relaterede sygdomme.

Jorcks Fonds Forskningspris tildeles hvert år forskere, der har ydet en markant indsats. Med prisen følger 300.000 kr. til forskning og 150.000 kr. til rejselegat som skal anvendes til videre forskning.

- Anne Hammers forskning er et stærkt eksempel på den høje kvalitet, der kendetegner det kliniknære forskningssamarbejde mellem Aarhus Universitet og Regionshospitalet Gødstrup. Her er der tale om resultater, der har haft direkte betydning for både retningslinjer og patientbehandling, og prisen er en fortjent anerkendelse af et arbejde, der gør en reel forskel for kvinder nationalt og internationalt, siger Per Brøndsted Höllsberg, prodekan for forskning, Health, Aarhus Universitet.

– Jeg er meget beæret over at modtage Jorcks Fonds Forskningspris. Prisen er en stor anerkendelse af det fælles arbejde, jeg har haft glæden af at udføre sammen med dygtige kolleger og samarbejdspartnere og en påmindelse om, at vores forskning kan gøre en reel forskel for kvinders helbred, siger professor Anne Hammer.

Anne Hammers forskning har haft stor betydning for både nationale og internationale retningslinjer for screening, diagnostik og behandling af celleforandringer på livmoderhalsen. Særligt hendes arbejde med moderate celleforandringer har ændret klinisk praksis globalt. Hun var den første til at dokumentere, at konservativ behandling af moderate celleforandringer er forbundet med en firedoblet øget risiko for livmoderhalskræft.

Forskningsindsatsen har også bidraget til en bedre forståelse af, hvorfor nogle kvinder, der smittes med HPV, udvikler alvorlige celleforandringer eller kræft, mens andre ikke gør.

I 2024 blev Anne Hammer udnævnt til professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, etablerede Universitetsklinikken for gynækologisk HPV-relateret sygdom på Regionshospitalet Gødstrup, modtog mere end 25 mio. kr. i eksterne forskningsmidler og blev udpeget som co-chair for WHO/IARC’s europæiske kvalitetsprogram for livmoderhalskræftscreening.

Med Jorcks Fonds Forskningspris anerkendes hun som en internationalt førende forsker, der har bidraget væsentligt til bedre forebyggelse og behandling af HPV-relateret sygdom til gavn for kvinder verden over.

Prisen blev uddelt i Højesteret den 10. december 2025.

Flere oplysninger

Professor Anne Hammer

Tlf. 7843 0238

E-mail: anhlau@rm.dk