Tekst og fotos: Merete Friis Jeppesen.
03.09.2025
Regionshospitalet Gødstrup går forrest, når Region Midtjylland som de første i Danmark tester TrendCare – et digitalt værktøj, der kan synliggøre patienternes plejebehov og understøtte en mere præcis planlægning af plejebemanding. Projektet involverer omkring 900 medarbejdere på tre hospitaler.
Tænk, hvis man med sikkerhed kunne forudsige patienternes plejebehov og plejebemanding – hen over døgn, uger, måneder og endda sæsoner.
Det er netop idéen bag TrendCare, som nu testes for første gang i Danmark. Udvalgte sengeafsnit på Regionshospitalet Gødstrup går forrest i Region Midtjyllands test af systemet.
I dag planlægges plejebemandingen ofte ud fra lokale data og erfaring, men de siger ikke altid noget om, hvor krævende patienternes behov reelt er. To patienter med samme diagnose kan have vidt forskellige behov – den ene kan være selvhjulpen, mens den anden er skrøbelig og har flere sygdomme.
TrendCare er udviklet til at synliggøre netop de forskelle i plejebehov. Systemet bygger på mere end 30 års erfaring og data fra titusindvis af patientforløb. Det anvendes bl.a. i Australien, New Zealand og Irland og er designet til at vise variationer i plejebehovet – både hen over døgnet og mellem forskellige patientkategorier.
Patienterne kan scores i forskellige niveauer afhængigt af, hvor ressourcekrævende plejen vurderes at være.
Den første workshop for ledere og koordinatorer i Region Midtjylland foregik i sidste uge på Regionshospitalet Gødstrup. Stemningen var præget af koncentration og engagement. Ifølge TrendCares direktør, Cherrie Lowe, er det netop nysgerrigheden, der baner vejen for, at et nyt system kan slå rod.
Test på tre hospitaler i Region Midtjylland
Projektet gennemføres i Region Midtjylland, hvor også Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Randers deltager. I alt er omkring 900 medarbejdere involveret i testen, der løber fra september 2025 til marts 2026.
– Vi afprøver et evidensbaseret og systematisk digitalt system for at undersøge, om det kan styrke kvaliteten af plejen og samtidig sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne til gavn for patienter og personale. Jeg glæder mig til at se, hvordan erfaringerne kan pege frem mod en ny fælles standard i regionen, siger Thomas Larsen, lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland og formand for den regionale styregruppe.
Regionalt projekt bygger videre på lokale erfaringer
Chefsygeplejerske Annette Nordstrøm fra Mave- og Tarmkirurgi har allerede erfaring med evidensbaseret plejebemanding. Hun deltog i 2022-23 i EU-projektet Evidence Based Nurse Staffing, hvor målet blandt andet var at undersøge, hvilke redskaber der kan hjælpe med at beregne bemandingen på baggrund af patienternes behov.
– Mit indtryk er, at TrendCare kan give os et endnu stærkere værktøj, fordi det bygger på data indsamlet over mange år. Vi kan få et mere præcist billede af, hvad den enkelte patient har brug for og matche det med de ressourcer og kompetencer, vi har til rådighed. Jeg tror på, at det kan give os noget, vi mangler – og jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger hun.
Hun understreger samtidig, at det ikke er de nuværende metoder, men erfaringerne og anbefalingerne fra EU-projektet, der har peget mod TrendCare som et mere validt redskab til fremtidig planlægning.
Komplekse plejebehov i fokus
Også på Ældresygdomme er forventningerne store, fortalte oversygeplejerske Malene Lindschouw:
– Cherrie er fantastisk til at inspirere og lære fra sig, og vi glæder os til at få værktøjet helt ind under huden. Vi oplever patienter, der bliver stadig mere komplekse, samtidig med at indlæggelsestiden bliver kortere. Det kræver meget intens pleje i den tid, de er her. Jeg håber, testen kan give os et mere præcist værktøj til at fordele ressourcerne rigtigt, så vi både sikrer kvaliteten i plejen og et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.
Vi ser store perspektiver
– For os i hospitalsledelsen er det afgørende, at nye digitale løsninger gør en reel forskel i hverdagen. Jeg har store forventninger til, at TrendCare kan give medarbejdere og ledere et bedre grundlag for at planlægge plejen, skabe mere transparens i ressourcefordelingen og i sidste ende styrke både kvalitet i patientbehandling og arbejdsmiljø, siger sygeplejefaglig direktør Rikke Degn.
Hun fremhævede samtidig energien i opstarten:
– Det er fantastisk at opleve det store engagement, og at TrendCare-koordinatorerne glæder sig til at komme i gang med at lære fra sig. I de kommende uger skal kollegaer fra Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital også i gang med at teste Trendcare. Flere hospitaler fra de øvrige regioner følger projektet tæt og er interesserede i erfaringerne.
Fakta om projektet
Testperiode: September 2025 – marts 2026 (7 måneder).
Deltagende hospitaler: Regionshospitalet Gødstrup, Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital.
Deltagere: Omkring 900 medarbejdere på tværs af hospitaler.
Formål: At teste, om TrendCare kan anvendes i en dansk kontekst og understøtte beslutning af plejebemanding.
Organisering: Regional styregruppe med repræsentanter fra hospitalsledelserne, RM Digitalisering & IT, Koncern HR og Dansk Sygeplejeråd. Projektledelsen er forankret ved Regionshospitalet Gødstrup.
Evalueringsrapport: Udarbejdes af Defactum, Region Midtjylland efter projektets afslutning.