Kræftafdelingen og AmbuFlex spiller en aktiv rolle i en udvikling, der får national bevågenhed i den nye Kræftplan V.
Planen lægger op til mere individuelt tilpassede forløb og systematisk inddragelse af patienterne – en tilgang, hospitalet i Gødstrup allerede har arbejdet med i årevis gennem brugen af patientrapporterede oplysninger (PRO).
På Kræftafdelingen anvendes PRO som en integreret del af både behandling og opfølgning. Her besvarer patienterne hjemmefra digitale spørgeskemaer, som giver sundhedspersonalet værdifuld indsigt i patienternes symptomer og trivsel.
– Med PRO oplever vi, at patienten sætter dagsordenen for samtalen. Vi kan hurtigt se, hvad der fylder for den enkelte – og det styrker dialogen og den fælles beslutning. Spørgeskemaerne og farvekoderne hjælper både os og patienten med at forstå, hvor de er i forløbet, og hvor vi skal sætte ind, siger Hanne Linnet, cheflæge på Kræftafdelingen i Gødstrup.
Digital løsning udviklet lokalt
PRO-løsningen, der anvendes på kræftområdet i hele Region Midtjylland – AmbuFlex – er udviklet lokalt, og har siden bredt sig til en lang række specialer og diagnoser. I dag anvendes løsningen af flere af regionens kræftafdelinger til at målrette opfølgningen for patienter med blandt andet brystkræft, lungekræft og prostatakræft.
AmbuFlex har med tiden udviklet sig til en central digital rygrad i opfølgningen på kræftbehandling både i Gødstrup og i resten af regionen.
Det betyder, at mere end 16.000 kræftpatienter i dag er tilmeldt et PRO-forløb, og hver måned besvares omkring 3.500 digitale spørgeskemaer.