
Chefsygeplejerske Hanne Lise Lorentzen og oversygeplejerske Mette Linnemann fra Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup ses her foran Center For Sundhed i Holstebro, hvor en af de nye Børn og Unge-klinikker er placeret. Foto: Janni Thygesen, Regionshospitalet Gødstrup
03.12.2025
Nogle børnefamilier i Vestjylland får en tidlig julegave, når Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup fra uge 50 åbner for konsultationer i tre sundhedshuse.
Nu kan nogle familier i Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommune glæde sig til at få kortere transporttid til kontrol og behandling af deres børns sygdomme.
Fra næste uge vil afdelingen for Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup hver måned sende læger og sygeplejersker ud til kommunernes sundhedshuse, så udvalgte patientgrupper kan få behandling tættere på deres hjem.
Det er muligt, fordi regionsrådet i Region Midtjylland tidligere på året bevilgende 2,2 mio. årligt til blandt andet at lave flere nære sundhedstilbud til børn og unge i den vestlige del af regionen.
- Vi ønsker at flytte mere behandling ud, så syge børn har lige adgang til behandling, uanset om de bor langt fra eller tæt på hospitalet. Vores kompetente fagpersoner ser en spændende udfordring i at møde patienterne tættere på deres nærmiljø, som det er lagt op til i den nye sundhedsreform, som jo træder i kraft ved årsskiftet. Vi er i Region Midtjylland gået foran for at give intentionerne i den nye lovgivning en rullestart, da det jo netop er borgerne i denne del af regionen, der som udgangspunkt har længst til behandling, siger Bo Jensen (K), formand for udvalget til styrkelse af det nære sundhedsvæsen.
Opstart i det små
I første omgang vil der være tale om få dages bemanding i hvert sundhedshus. I Ringkøbing og Lemvig vil Børn og Unge holde åbent én dag om måneden, mens det i Center for Sundhed i Holstebro vil være fire dage om måneden.
Det er også kun udvalgte patientgrupper, der i første omgang bliver indkaldt til behandling i sundhedshusene.
I Ringkøbing og Lemvig vil det være børn og unge med neurologiske lidelser, som eksempelvis epilepsi og hovedpine, der vil blive indkaldt til sundhedshuset for blandt andet at få afdækket deres sygdomsproblematikker, reguleret medicin og komme til kontrol af igangsatte behandlinger.
I Center for Sundhed i Holstebro vil det være muligt at få hjælp til astma og allergiopsporing og behandling, og til symptomer fra maven-tarmsystemet som mavesmerter, forstoppelse, glutenallergi med mere.
- Vi starter i det små for at afprøve konceptet. Vi har set på data for at blive klogere på, hvilke patientgrupper det giver mening at åbne op for i sundhedshusene, og så ser vi, hvordan det virker, siger Hanne Lise Lorentzen, der er chefsygeplejerske i Børn og Unge.
Samme kvalitet i behandlingen
Uanset om dit barn bliver undersøgt i det lokale sundhedshus eller på hospitalet i Gødstrup, vil det være samme gode kvalitet i behandlingen.
I sundhedshusene vil patienterne nemlig udelukkende blive mødt af erfarne speciallæger og sygeplejersker.
- Det personale, vi sender til sundhedshusene, er specialister i deres felt. Det er erfarne speciallæger og sygeplejersker, der til daglig har deres gang på hospitalet i Gødstrup. Det er derfor den samme gode behandling, man får i sundhedshusene som på hospitalet, for det er de samme læger og sygeplejersker, man møder, forklarer Hanne Lise Lorentzen.
På vej mod fremtidens sundhedsvæsen
De nye Børn og Unge klinikker i sundhedshusene er bare det seneste af en række tiltag, der skal bringe hospitalet tættere på borgerne.
I oktober startede et projekt op, hvor borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune kan få behandling med intravenøs antibiotika i eget hjem i stedet for at blive indlagt akut på Regionshospitalet Gødstrup. (Læs artiklen her)
Og i juni startede et nyt samarbejde mellem Regionshospitalet Gødstrup og Struer Kommune op, der sparer udvalgte borgere med knogleskørhed for lang transport til behandling. (Læs artiklen her)
- Børn og Unge-klinikkerne i sundhedshusene er et godt eksempel på hvordan vi kan gøre det lidt lettere at være børnefamilie. Vi søger hele tiden at finde veje, hvor vi - uden at gå på kompromis med behandlingen - kan flytte hospitalsfunktioner tættere på borgerne. Det er vigtigt både for at leve op til sundhedsreformen, og fordi vi selv har en ambition om at se det hele menneske, siger Rikke Degn, der er sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup.
For mere information kontakt:
Bo Jensen, Regionsrådsmedlem (C) i Region Midtjylland: bernje@onerm.dk tlf. +45 4049 4767
Hanne Lise Lorentzen, chefsygeplejerske, Børn og Unge, Regionshospitalet Gødstrup: hanne.lise.lorentzen@goedstrup.rm.dk
Rikke Degn, sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Gødstrup: rikke.degn@goedstrup.rm.dk

Konsultationerne vil finde sted i de lokaler i sundhedshusene, hvor også hospitalets jordemødre tilbyder konsultationer. På billedet er det chefsygeplejerske Hanne Lise Lorentzen, oversygeplejerske Mette Linnemann og Conny Riberholt, der er fagområdeansvarlig sygeplejerske for allergi. Regionshospitalet Gødstrup. Foto: Janni Thygesen, Regionshospitalet Gødstrup