26.11.2025
Lysten til at samarbejde! Det er, hvad tre ledere fra kommunerne i Gødstrup-klyngen i sidste uge tog med sig hjem efter at have takket ja til at være med på et ledelsesseminar for afdelingsledere på Regionshospitalet Gødstrup. Et seminar med overskriften Ledelse i sundhedsreformen.
- Lige nu er vi ved at flytte på nogle opgaver og grænser, og heldigvis er der ikke meget dem og os i det her. Man mærker, at fællesskabet kommer først, og det bekræfter mig bare i, at vi fortsætter det rigtig gode samarbejde vi har i Gødstrup-klyngen, lyder det i optimistiske vendinger fra Gitte Nørgaard, chef for Sygepleje og Hjemmepleje, Sundhed og Ældre i Herning kommune.
Sammen med lederkollegerne Kirsten Vinther Kofod Løgsted og Deirdre Maguire Toft fra henholdsvis Ikast-Brande kommune og Ringkøbing Skjern Kommune afleverede Gitte Nørgaard i sidste uge sit syn på, hvilke opmærksomheder ledelsen af hospitalet bør tage med sig i den videre planlægning af en sundhedsreform, der lægger op til mere nærhed, lighed og sammenhæng i patientforløbene.
- Jeg havde brug for at give lederne på hospitalet en stærkere fornemmelse for, hvad det er for en ydelse, vi leverer i dag i kommunerne. Hvad det er for en kæmpe opgave vi løfter 24-7. For med reformen følger et løfte om, at endnu flere kompetencer og behandling flytter ud i hjemmet, og så er det godt at vide, hvad der fungerer i dag. Det gør det lettere at kunne sætte ind og starte det rigtige sted. Jeg kunne have en bekymring for, at vi startede for lavt, fortæller Gitte Nørgaard.
Hurtige forløb er ikke altid en succes
For Kirsten Vinther Kofod Løgsted, sundheds- og ældrechef i Ikast-Brande kommune, var det vigtigt at få fortalt afdelingslederne på hospitalet, at det blik man normalt har på borgerne, når de er patienter på sygehuset, skal suppleres af et andet helhedssyn, hvis reformen skal ende med at være et løfte om kvalitet i de sundhedstilbud, der møder borgerne.
- Jeg havde et ønske om at give et billede på, at de sundheds- og omsorgstilbud vi i dag giver kommunens borgere, handler om andet end medicinsk kompleksitet. Det handler også om den sociale og den organisatoriske kompleksitet, som altid er knyttet tæt sammen med den enkelte borgers livssituation.
Med i sit oplæg til kredsen af afdelingsledere præsenterede Kirsten Vinther Kofod Løgsted også en række nøgletal, hvor det fremgår, at den gennemsnitlige opholdstid er 38 dage på det, som i dag hedder korttidspladser i kommunen, og som fremover bliver omdøbt til sundheds- og omsorgspladser, (SOP-pladser). På grund af den sociale kompleksitet, der ofte følger med.
- Derfor har jeg også et ønske om, at de nye SOP-pladser ikke bliver til de hurtige og korte forløb, som normalt er noget, man har fokus på, når behandlingen foregår på sygehuset, forklarer hun.
Dejligt at komme tættere på sygehuset
Ligheder og forskelle i faglighed og kompetencer i mødet med borgere og patienter er også noget som ligger Deirdre Maguire Toft, projektleder for implementering af Sundhedsreformen
i Ringkøbing Skjern kommune, meget på sinde.
- Der er mange ligheder og forskelligheder kommunerne i mellem, og derfor er det vigtigt, at vi ledelsesmæssigt arbejder tæt sammen. Løsninger omkring de nye SOP-pladser kan ikke dikteres på afstand af regionen. Så det er dejligt at komme et skridt videre med mødet her og komme endnu tættere på sygehuset. Vi skal kunne tage opgaverne på os og få noget til at ske.
- Ja, tilføjer Gitte Nørgaard.
- Hvis vi ikke lykkes, får vi de forkerte patienter og borgere indlagt. De kommer til at fylde hospitalet. Sundhedsreformen skal ses som en vej til at ville endnu mere forebyggelse, forklarer hun.
En ting var, hvad de tre kommunale chefer fik afleveret af input til afdelingsledelserne på hospitalet på dagen - noget andet var, hvad de alle tre fik med sig hjem. Og det var frem for alt en åbenhjertig nysgerrighed og en lyst til at fortsætte det gode samarbejde for, at reformens intention om mere nærhed, lighed og sammenhæng i de sundheds– og behandlingstilbud, der møder borgerne og patienterne, kan blive til virkelighed.