Paramediciner fra Præhospitalet viser paramedicinerbilen frem for sygeplejersker fra akutteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune og personale i Akutafdelingen.
Paramediciner Mads Loldrup fra Præhospitalet viser paramedicinerbilen frem for sygeplejersker fra akutteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune og personale i Akutafdelingen ved kick-off d. 7. oktober. Foto: Søren Braad Andersen.

07.10.2025

Prøvetagning og behandling startes op af specialuddannede paramedicinere fra Præhospitalet i Region Midtjylland i et nyt projektsamarbejde med Regionshospitalet Gødstrup, Ringkøbing-Skjern Kommune og almen praksis. 

Formålet er at give flere, især ældre og skrøbelige, borgere med diagnoser som urinvejsinfektion og lungebetændelse et mere roligt og sammenhængende akutforløb og forebygge akutte indlæggelser.

Erfaringer fra både Danmark og udlandet viser nemlig, at hjemmebehandling giver høj patienttilfredshed:

– Mange patienter er meget tilfredse med hjemmebehandling, fordi de kan blive i deres vante omgivelser, undgå transport til og fra hospitalet, være tættere på deres pårørende og slippe for nogle af de ulemper, der kan være forbundet med et hospitalsophold, fortæller Gitte Boier Tygesen, projektleder for Flex-IV Care og forskningsansvarlig sygeplejerske i Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup.

Hun tilføjer, at projektet bygger videre på gode erfaringer med hjemmebehandling både i udlandet og i Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

Fra lægevurdering til akut IV-hjemmebehandling

Borgerens akutte forløb begynder hos egen læge, som vurderer, om IV-hjemmebehandling kan være relevant. Den praktiserende læge tager derefter kontakt til Akutafdelingen, hvor en samlet vurdering foretages i samarbejde med den behandlingsansvarlige akutlæge og en sygeplejerske.

– Det er meget vigtigt, at patienten først ses af sin egen læge, som kender vedkommende bedst. Lægen kan med sin viden kaste lys over underliggende problematikker, som gør, at vi ikke kan tilbyde hjemmebehandling. Som akutlæge har jeg behandlingsansvaret, men da jeg ikke er fysisk til stede, er jeg afhængig af at få andres vurdering med ind over beslutningen. Det giver mig vished for, at vi træffer det rigtige valg, siger overlæge Knut Askild Hårvig fra Akutafdelingen.

Paramedicinere bringer hospitalsbehandlingen ud i hjemmet

I stedet for at blive kørt til hospitalet får borgeren besøg af paramedicinere, der medbringer prøveudstyr og ordineret medicin fra hospitalet. De laver de indledende prøver, og giver de første doser intravenøs antibiotika i samråd med den behandlingsansvarlige akutlæge og sygeplejersken fra Akutafdelingen. Paramedicinerne arbejder efter hospitalets behandlingsprincipper, så kvaliteten svarer til en hospitalsindlæggelse.

For Præhospitalet er det et vigtigt skridt i retningen af at bringe mere og bedre hjælp ud til borgerne. 

– På den her måde forsøger vi at finde nye veje til at styrke det nære sundhedsvæsen på en sikker og tryg måde. Både for at mindske behovet for indlæggelse og til gavn for patienterne, som ofte har bedre udbytte af at modtage behandling i eget hjem, siger Niels-Christian Emmertsen, cheflæge i AMK-vagtcentral i Region Midtjylland.

Herefter overtager kommunens akutteam behandlingen og målingerne, mens akutlægen og sygeplejerskerne dagligt drøfter forløbet via videoopkald. 

Hvis tilstanden ændrer sig, vurderes det, om borgeren skal indlægges. Nogle patienter kan efter de første behandlinger fortsætte i en lokal klinik, hvis det passer bedre til deres situation.

Tryghed og sammenhæng for borgeren

Når behandlingen kan foregå i borgernes eget hjem, styrker det både trygheden og sammenhængen i hverdagen:

Vi vil gerne hjælpe borgerne, så de ikke skal køre unødvendigt frem og tilbage til hospitalet. Mange ældre bliver let lidt forvirrede og utrygge, når de skal ind omkring hospitalet, og det kan vi hjælpe med at undgå dette projekt, siger Deirdre Toft, projektleder i Hjemmepleje og Akutfunktion, Ringkøbing-Skjern Kommune.

-Hvis den ældre har behov for at komme på sygehuset, skal vedkommende selvfølgelig det, forsikrer hun og forklarer: 

-Men hvis lægen vurderer, at det er en god ide, så vil borgerne i dette forsøg få de første to doser antibiotika i hjemmet af den præhospitale enhed – og så overtager det lokale akutteam derfra. På den måde kan borgeren blive i sit hjem, hvor det er trygt.

10 patienter om måneden kan bane vej for mere akut IV-hjemmebehandling

Pilotprojektet starter med omkring 10 patienter om måneden i Ringkøbing-Skjern Kommune. På tværs af kommunerne i Gødstrup-klyngen (Herning, Holstebro, Lemvig, Struer og Ringkøbing-Skjern) er der årligt ca. 843 patienter, der indlægges til IV-antibiotikabehandling på Akutafdelingen. Vurderingen er, at op mod halvdelen ville kunne tilbydes hjemmebehandling.

Flex-IV Care evalueres i 2026 og kan bane vej for, at IV-antibiotikabehandling i hjemmet bliver en fast del af fremtidens nære sundhedstilbud i hele regionen.

Flere oplysninger

Gitte Boier Tygesen

Projektleder for Flex-Iv Care, forskningsansvarlig sygeplejerske

Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup

Tlf: 25215199

E-mail: gibped@rm.dk

Niels-Christian Emmertsen

Cheflæge

AMK-centralen, Region Midtjylland
E-mail: niels-christian.emmertsen@ph.rm.dk

Deirdre Toft

Projektleder i Hjemmepleje og Akutfunktion, Ringkøbing-Skjern Kommune

Tlf: 5455 7456
E-mail: deirdre.toft@rksk.dk