27.08.2025
Siden Regionshospitalet Gødstrup i 2022 som det første moderne hospitalsbyggeri opført fra bar mark inviterede indenfor i E.A. Frandsens spektakulære foyer-udsmykning, er der investeret i at bringe en lang række kunst- og kulturprojekter ud på hospitalets afdelinger – alt sammen for at lette mødet mellem behandlere og brugere af hospitalet.
Det kan du opleve:
- en af vores otte sansestuer for fødende
- den nye interaktive skadestue for børn i Akutmodtagelsen
- en lydrejse designet til at understøtte mennesker i sorg
- nyanlagte terapiterrasser, der giver intensivpatienter et frirum
- kunstprojektet i indretningen af Donortapningen, der hylder donorerne
- historien om det store kunstværk i foyeren
- refleksionsrummet Pietas Pavillonen – og meget mere.
I Havens Madhus kan du høre korte foredrag, der giver indblik i, hvordan og hvorfor kunst i indretning og atmosfære spiller en særlig rolle på hospitalet i Gødstrup.
- Vi er stolte af vores hospitaler, og vi vil gerne vise dem frem. Derfor håber jeg, at mange vil tage imod invitationen og besøge os den 7. september. Jeg ved, at der bliver lagt mange kræfter i at lave arrangementer og aktiviteter, som appellerer til både nysgerrige børn og videbegærlige voksne, så tag familien under armen og kig forbi, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
- Vi glæder os til at invitere indenfor og vise, hvordan kunst og kultur kan være med til at fremme sundheden og skabe gode rammer for både patienter og personale, siger sygeplejefaglig direktør Rikke Degn.
Kom og oplev hospitalets unikke rum, kunstværker og kulturinitiativer, der gør en positiv forskel for patienter, pårørende og personale. Tilmelding er ikke nødvendig.