Et forsøg med kokkeskole og kogebog skal hjælpe patienter med lugtetab
Kan et kokkeskole-kursus og en kogebog hjælpe folk, der har en nedsat lugtesans? Det er læge og lektor Alexander Wieck Fjældstad ved at undersøge.
Foto: Søren Braad Andersen.
Tekst: Merete Friis Jeppesen.
02.10.2023
Kan et kokkeskole-kursus og en kogebog hjælpe den femtedel af befolkningen, der har en nedsat lugtesans? Det er læge og lektor Alexander Wieck Fjældstad ved at undersøge. På Forskningens Dag kom han med en forsmag på resultaterne af sit studie.
Læge og lektor Alexander Wieck Fjældstad fra Flavour Institute, Aarhus Universitet og Klinik for Lugte- og Smagsforstyrrelser, Øre-Næse- og Halskirurgi, Regionshospitalet Gødstrup har forsket i lugte- og smagssansen i nu 10 år, og så han har været med til at starte landets første Flavour-klinik på hospitalet i 2016.
En dag med puls, inspiration og muligheder for at netværke
I år er det tredje gang, at Alexander Wieck Fjældstad har deltaget på Forskningens Dag. Han har holdt en oral præsentation om sit aktuelle studie, og han mener, det giver god værdi at være med på dagen, fordi man kommer derfra med en masse nye input.
- Det at deltage på Forskningens Dag giver mig en finger på pulsen i forhold til, hvad der har fokus både forskningsmæssigt og i klinikkens hverdag på andre afdelinger end min egen. Dagen giver også god mulighed for at netværke, og jeg får inspiration til, hvordan vi kan samarbejde endnu mere på tværs, siger Alexander Wieck Fjældstad.
Kogebog og kokkekurser for patienter med lugtetab
Alexander Wieck Fjældstads orale præsentation på Forskningens Dag handlede om et aktuelt studie af relevansen og effekten af kokkeskole-kurser, som er målrettet patienter med lugtetab.
Op mod 20 pct. af befolkningen lider nemlig af enten nedsat eller manglende lugtesans, og der findes i dag kun begrænset mulighed for behandling. En beskadiget lugtesans kan hos mange trænes op igen, men det er ikke alle, der oplever en gavnlig effekt af lugtetræningen.
- Hvis man ikke har gavn af lugtetræning, og der i øvrigt ikke er noget galt i næsen, så er det desværre begrænset, hvor mange muligheder der er for at behandle lugtetabet.
Andre sanser end lugtesansen trænes
Mangler man lugtesansen eller store dele af den, så giver det et dyk i livskvaliteten, fordi man mister glæden ved måltiderne og det sociale fællesskab om bordet med familie og venner.
Heldigvis er der andre sanser, man kan aktivere og træne, og på kokkeskolen som er en del af studiet, lærer patienterne at lave mad, der stimulerer andre vigtige sanser ud over lugtesansen. Deltagerne lærer at tilsmage maden og putte elementer sammen på måder, der giver en masse sanseindtryk, fortæller Alexander Wieck Fjældstad.
På kokkeskolen får patienterne i løbet af 5 uger trænet tilsmagning af maden med grundsmage, og de lærer at fremhæve det sansemæssige udbytte af maden med tekstur, temperatur, taktilitet (følesans) og trigeminal stimulering (sansning af 'det stærke').
Før opstart og tre måneder efter afslutningen på forløbet blev der gennemført tests af lugtesansen, og patienterne udfyldte spørgeskemaer om deres sanser, mad- og madlavningsvaner.
5 hold med i alt 49 deltagere har gennemført forløbet med kokkeskolen.
Foreløbig har studiet og forløbet med kokkeskolen resulteret i en kogebog, der tager højde for patienternes udfordringer med at tilsmage maden. På Forskningens Dag blev kogebogen og metoderne, der anvendes i undervisningen på kokkeskolen, præsenteret.
- Kogebogen og kokkeskole-kurset er udviklet i samarbejde med to kokke, og vi tilpasser løbende indholdet baseret på den feedback, der kommer fra patienterne, der deltager i forløbet. Vi indsamler også data på effekten af forløbet, og det vi indtil videre kan se, er, at patienterne får tro på deres egne evner i forhold til, hvad de kan i køkkenet. De kan overkomme uventede problemer under madlavningen, da de rykker sig rigtig meget. De føler faktisk, at det at lave mad på ny giver mening for dem, og de er mere aktive i madlavningen i dagligdagen, siger Alexander Wieck Fjældstad.
Kogebogen, som er udgivet som e-bog på dansk og engelsk, kan hentes gratis via Apple Books. Da formålet med studiet er at hjælpe alle, der har et lugtetab, er bogen ved at blive oversat til flere sprog.
De endelige resultater forventes at være klar i løbet af første halvdel af 2024.