Lys og hjemlighed i Kræftafdelingen

Person i venteværelse

Kunstprojekt Elphina bringer lys og hjemlighed ind i Kræftafdelingen.

Titlen er en sammentrækning af de oldgræske ord Elpis og Phôs – håb og lys. Elpis fremstår i mytologien som kvinden, der bærer håbet og fremtiden, og Phôs som det lys, der gør håbet synligt.

lampe lampe

Lys er afgørende for oplevelsen af håb og udgør ét af kunstprojektets to hovedgreb. Femten glødende lyssøjler er ophængt i venteværelset og behandlingsrummene.

Lamperne er håndstøbte i aluminium, og lyssøjlerne er udført i massiv Douglasgran. Aluminiumslamperne fremstår ufuldkomne med synlige støbeaftryk, mens grantræet har årer og knaster, der vidner om tid og proces og bringer det naturlige og levende ind i de sterile rammer.

88 m lang gang har fået særligt tapet

gang på hospital med grønt tapet

Kunstprojektets andet hovedgreb er en tapetsering af Kræftklinikkens 88 meter lange gang med specialudviklede limfarvetapeter.

Tapetets mønster er inspireret af grene, der ruskes mod vinduesruden i uvejret. Det er trykt med sølvgranulat, som sagte reflekterer lyset i takt med, at man bevæger sig gennem gangen.

De limfarvetrykte tapeter har desuden en blød og stoflig overflade, der tilfører hjemlighed til afdelingen.

Med tapetseringen opdeles gangen i fire afsnit med forskellige farver. Både for at bryde den lange gang op, men også som billede på behandlingsforløbets forskellige faser.

Der er ikke en lige vej gennem en behandling, man vil gå igennem forskellige stadier af tvivl, angst og håb. Farvesætningen af de fire afsnit vil tilsvarende opleves forskelligt, når man bevæger sig gennem gangen.

behandlingsrum behandlingsrum

Behandlingsrum med varm og rolig atmosfære

De ti behandlingsrum for enden af gangen har fået malet en vægflade lysegul, mens behandlingsstolene er ompolstrede i en blød grøn farve.

Sammen med den lysende søjle på væggen skaber dette en varm og rolig atmosfære.

Anerkendelse af personalets indsats

Tapet i rammer

I gangens sidste afsnit hænger indrammede stykker afdækningstapet, som viser aftryk og fodtrin fra processen med at håndtrykke kunstprojektets tapeter.

Billederne fremstår som et poetisk vidnesbyrd og som en anerkendelse af personalets indsats i afdelingen.

Samlet etablerer kunstprojektet en sanselig fortælling, hvor materialitet, lys og farve understøtter brugernes bevægelse gennem behandlingens uforudsigelige forløb.

Spor af proces og liv giver plads til det ufuldkomne, og overfladerne skaber varme og nærvær i ønsket om at skabe et menneskeligt miljø, hvor afdelingens brugere kan føle sig imødekommet og favnet.

Teksten på denne side er skrevet af kunstner Margrethe Odgaard. Kunstprojektet er støttet af Ny Carlsbergfondet.