Om uddannelsen
Uddannelsen til radiograf tager 3 1/2 år og veksler mellem teoretisk og praktisk undervisning.
En radiograf arbejder med billedoptagelser af kroppens knogler og organer, enten når et menneske skal undersøges for sygdomme, eller når et menneske har behov for en bestemt type af behandling.
Optagelserne sker via røntgen, ultralyd, CT- eller MR-scannere samt udstyr i forbindelse med nuklearmedicinske- eller strålebehandlinger.
Arbejdet kombinerer højteknologi og menneskelig kontakt
Arbejdet som radiograf kombinerer både det teknologiske (arbejde med apparatur, billeddannelse og bearbejdning af billeder) og patientkontakt, hvor omsorg, respekt og indlevelse er vigtige egenskaber. Radiografen er i daglig kontakt med mennesker i alle aldre.
Radiografuddannelsen er delt i 3 studieretninger. I løbet af din uddannelse skal du vælge én af de tre studieretninger:
- Radiologisk Billeddiagnostik
- Stråleterapi
- Nuklearmedicinsk billeddiagnostik (udbydes ikke på UCN).
Men uanset hvilken vej, du vælger at gå, kommer du til at arbejde i et højteknologisk felt i rivende udvikling.
Studiestart og praktikperioder
Der er studiestart på uddannelsen to gange om året: Om sommeren i september og om vinteren i februar.
Frister for ansøgning om optagelse på rafiografuddannelsen er den 15. marts (kvote 2) og den 5. juli (kvote 1).
Praktikperioder
- Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Gødstrup er godkendt som klinisk undervisningssted for radiografuddannelsen ved University College Nordjylland (UCN) og modtager studerende på 1., 2., 4., og 6. semester.
- Nuklearmedicin på Regionshospitalet Gødstrup modtager radiografstuderende på 3. semester
- Stråleklinik Vest på Regionshospitalet Gødstrup modtager studerende fra 3. semester (og 6. semester: én studerende pr. semester, som har valgt studieretningen "stråleterapi")
- 3. semester man ude i praktik i 4 uger fordelt mellem Stråleklinik Vest og Nuklearmedicin.
Den klinisk uddannelse
I praktikken lærer du at omsætte din teoretiske viden til praktiske færdigheder i mødet med både teknologi og patienter.
Du lærer også at kommunikere og samarbejde med patienter og andre sundhedsprofessionelle faggrupper for at skabe de bedste resultater.
Vejledning i praktikken
I praktikken superviseres du af kliniske vejledere, som er radiografer eller røntgensygeplejersker, der er ansat på stedet og har til opgave og er uddannet til at vejlede dig i forløbet.
Du er garanteret en praktikplads gennem hele uddannelsen. Radiografskolen på UCN i Aalborg samarbejder med de fleste røntgenafdelinger i Region Nord og i Region Midt.
Ved optagelse på uddannelsen tildeles den studerende den region, hvor praktikken skal foregå de første to år.