Dine muligheder for praktikforløb
Afdeling for Ernæring på Regionshospitalet Gødstrup modtager meget gerne din ansøgning om praktikforløb, mens du er under uddannelse til Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed.

I Afdeling for Ernæring modtager vi studerende fra retningerne:
- Klinisk diætetik - læs mere om praktikforløbet hvis du kommer fra denne retning.
- Fødevarer og ledelse.
Uddannelsen til Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed varer 3½ år, og du kan læse mere om dens opbygning og adgangskrav på VIA's hjemmeside: www.via.dk/uddannelser/ernaering-og-sundhed.
Studerende fra studieretningen Fødevarer og Ledelse skal selv søge praktikpladser til deres praktikophold. Praktikophold er muligt på 5. semester og 6. semester.
Dit praktikforløb i Afdeling for Ernæring
Afdeling for Ernæring omfatter Klinisk Ernæring og Mad og Måltider.
I Mad og Måltider produceres måltider til patienter, personale og gæster i produktionskøkkenet Havens Køkken, Havens Madhus samt á la carte køkkenerne på sengeafdelingerne.
Praktikforløb for studerende fra Fødevarer og Ledelse vil oftest være inden for Mad og måltider.
Praktikkens fokus planlægges ud fra semestrets læringsmål, dine interesser og de aktuelle aktiviteter i afdelingen - eksempelvis igangværende projekter eller udviklingsbehov.
Professionsbachelorprojekt
Som afslutning på uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed skal den studerende udarbejde et professionsbachelorprojekt om en selvvalgt faglig problemstilling.
I Afdeling for Ernæring er vi altid åbne for at drøfte muligheder for projektsamarbejde i forbindelse med professionsbachelorprojekter, og du er meget velkommen til at kontakte Marianne Boll Kristensen, hvis du er interesseret.