Om uddannelsen

Farmakonomuddannelsen er en 3-årig erhvervsakademiuddannelse, som veksler mellem skoleophold og praktikophold på et apotek.

I praktiktiden trænes praktiske færdigheder, og den teoretiske viden omsættes til praksis. For hver praktikperiode har farmakonomskolen formuleret en række mål, som eleven skal nå.

Uddannelsen på apoteket består af:

  • læring i det daglige arbejde
  • vejledning og coaching
  • aktiviteter på den ugentlige studiedag, som planlægges og afholdes af skolen via videokonference 

Endelig skal du under uddannelsen udstationeres på et andet apotek i sammenlagt fire uger:

  • to uger på et apotek med en anden profil end dit eget uddannelsesapotek
  • to uger i forbindelse med et valgfrit emne sidst i uddannelsen

Hvad laver en farmakonom?

De fleste farmakonomer arbejder på apotek eller sygehusapotek, men der er også andre jobmuligheder, fx i medicinalindustrien. Farmakonomer kan også arbejde i kommunalt regi samt lave anamnesearbejde i klinikken.

Dit ansvar og dine arbejdsopgaver afhænger af, hvilken virksomhed du er ansat i. 

På et sygehusapotek beskæftiger farmakonomen sig med produktion, kvalitet og  ekspedition:

  • fremstilling af lægemidler i samarbejde med bl.a. farmaceuter
  • kvalitetssikring af lægemiddelfremstillingen i samarbejde med bl.a. farmaceuter
  • medicinservice
  • lægemiddelinformation på afdelingerne i samarbejde med andet sundhedspersonale

Farmakonomer skal derfor have et stort kendskab til lægemidler samt deres anvendelse og bivirkninger.

Adgangskrav og optagelse

For at blive optaget på farmakonomuddannelsen skal du have en af følgende eksaminer:

  • Studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere teknisk eksamen (htx) eller højere handelseksamen (hhx), eux-uddannelse (eux), international baccalaureate (IB).

  • Udenlandske eksaminer, sidestillet med dansk gymnasial eksamen (Dette kræver dispensation til optagelse fra Farmakonomskolen).

  • Gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF).

  • Social- og sundhedsuddannelsen (bestået efter 1. maj 2003).

Der er ikke krav til gennemsnit eller bestemte fag. Farmakonomuddannelsen anbefaler dog et snit på minimum 4 fra den adgangsgivende uddannelse samt beståede karakterer i dansk og matematik.

Hvis du har social- og sundhedsassistentuddannelsen (bestået før maj 2003), skal du have bestået fagene: Dansk C og naturfag C og engelsk D.

Hvis du har andre uddannelser og joberfaringer end de, der er nævnt her, har du mulighed for at få en realkompetencevurdering. Kontakt sekretariatet for farmakonomuddannelsen, hvis du ønsker dette.

Kilde: www.farmakonomuddannelsen.dk

Sådan søger du

Medio januar måned kan du se en liste over ledige uddannelsespladser på farmakonomuddannelsens hjemmeside.

I modsætning til andre uddannelser skal du skrive en ansøgning direkte til et eller flere apoteker og have underskrevet en elevkontrakt inden uddannelsesstart.

Når du har underskrevet en elevkontrakt, er du optaget på farmakonomuddannelsen og vil blive indkaldt til skoleophold.

Man søger elevplads på et apotek, ofte et privatapotek, men der er mulighed for et kombineret uddannelsesforløb, hvor man er halvdelen af tiden på et privatapotek og den anden halvdel af tiden på et sygehusapotek.

Hvis du ønsker at komme i betragtning til det kombinerede uddannelsesforløb, skal du sende identiske ansøgninger til både det private apotek og sygehusapoteket (der er kun enkelte uddannelsespladser i det kombinerede forløb).

Uddannelsesstart

Uddannelsesstart er 1. september. De første 6 måneder af uddannelsestiden er en gensidig prøvetid.

Lønforhold

Du får løn i elevtiden. Læs om løn og ansættelse på farmakonomforeningens hjemmeside.

Skoleophold, lærebøger og andet undervisningsmateriale samt transport til og fra Farmakonomskolen (efter nærmere retningslinjer) er gratis for dig.

Skoleforløb

Der er 23 ugers skoleophold i løbet af de 3 år, fordelt på syv kurser af 3 ugers varighed og et kursus af 2 ugers varighed. Skoleopholdene foregår på  Pharmakon (www.pharmakon.dk)  som  ligger i Hillerød. Eleverne bor på skolen under kurserne samt ved de skriftlige og mundtlige eksaminer.

På skolen undervises bl.a. i:

Medicinsk-farmaceutiske fag

    • anatomi og fysiologi
    • patologi
    • almen og speciel farmakologi
    • farmaci

Samfundsfarmaceutiske fag

    • lovforståelse
    • sundhedsøkonomi
    • klinisk farmaci
    • sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse

Humanistiske fag

    • psykologi
    • kommunikation
    • markedsføring og salg

Organisation og ledelse

    • logistik
    • arbejdsmiljø
    • kvalitetsstyring
    • markedsføring og salg

Derudover udarbejdes der projekter i løbet af uddannelsen.