Hvad laver en bioanalytiker?

Bioanalytikeren undersøger, hvordan det enkelte menneskes organer fungerer ved hjælp af forskellige undersøgelser og analyse af prøvemateriale i laboratorier:

  • Analyse af blod-, vævs- og urinprøver
  • Isolering og analyse af DNA
  • Dyrkning af bakterier
  • Hjertekardiogrammer
  • Scanninger og andre undersøgelser.

Resultater af undersøgelser og analyser bliver brugt af lægerne til at fastslå, hvad patienten fejler og til at holde øje med, om behandlingen virker.

Bioanalytikere arbejder også forebyggende med at finde de første tegn på en sygdom og dermed være med til at forhindre sygdommen i at bryde ud. Det kendes fx fra landsdækkende screeninger for livmoderhalskræft.

Bioanalytikere arbejder primært i ét af de fem hospitalsspecialer:

  • Blodprøver og Biokemi
  • Patologisk Anatomi
  • Blodbank og Immunologi
  • Klinisk Mikrobiologi
  • Nuklearmedicin

Derudover arbejder bioanalytikere hos praktiserende læger, på private klinikker, i medicinalvirksomheder og medicotekniske firmaer samt på universiteter inden for forskningsområdet.

Bioanalytiker afpipetterer
Her afpipetterer en bioanalytiker
Her mikroskoperer en bioanalytiker
Her mikroskoperer en bioanalytiker

Om uddannelsen

Bioanalytikeruddannelsen er en mellemlang videregående uddannelse på professionsbachelorniveau.

Uddannelsen er opbygget af syv semestre, som indeholder en kombination af teoretiske undervisningsforløb på uddannelsesinstitutionen og kliniske uddannelsesforløb på hospitalerne.

I den kliniske uddannelse bliver bioanalytikerstuderende tilknyttet en bioanalytikerunderviser, som introducerer til afdelingen og sikrer, at den enkelte studerende får mulighed for at nå semesterets læringsmål. Teoretisk undervisning varetages af bioanalytikerundervisere, mens den praktiske læring opnås ved deltagelse i den daglige drift af laboratoriet, hvor den studerende vil følge en uddannet bioanalytiker i dennes arbejdsfunktion.

Denne praktiske læring kan også forekomme i aften- og nattevagter på døgnbemandede specialer.

Der er løbende mulighed for fælles refleksion og erfaringsudveksling specialerne imellem. Her er der ligeledes mulighed for at drøfte etiske dilemmaer, undringer, udfordringer og dele gode oplevelser, på tværs af semestre og specialer.

Kliniske uddannelsespladser i Gødstrup

Kom med bag kulisserne som bioanalytikerstuderende 

I videoen møder du Emma, Hassan og Johanne, der alle er i praktik på 3. semester. De fortæller om deres hverdag, de opgaver de arbejder med – og hvad det egentlig vil sige at være studerende i praksis. Du får også lidt praktisk info om, hvordan du nemt kommer til hospitalet.

Du får også facts om hospitalet som uddannelsessted, og et kig ind i refleksionscaféen, hvor de studerende deler erfaringer.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Foto af patient i skanner på Nuklearmedicinsk