Invitation til at forstyrre det, vi ved
Både sundheds- og uddannelsesområdet er i bevægelse. Reformer, nye teknologier og samarbejdsformer forandrer hospitalets opgave og kompetencebehov. Derfor bliver vores evne til at lære, udvikle sig og handle stadig vigtigere.
Stærke læringsmiljøer har betydning for kvaliteten i patientbehandlingen og for vores mulighed for at tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere. Når vi arbejder med uddannelse, former vi derfor også det hospital, vi ønsker at være – og det hospital, vi er i gang med at udvikle sammen.
Strategiarbejdet bygger på manges erfaringer
Som Mulighedernes Hospital er vi forpligtet til at lade nysgerrighed og mod præge den måde, vi træffer strategiske valg på. I et år lod vi nysgerrighed og leg være kerneelementer, mens vi lyttede til erfaringer fra hele hospitalet og til perspektiver udefra.
Elever, studerende, medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere var med til at udforme strategiens spørgsmål.
Gennem bl.a. feltarbejde, fotointerviews, brevskrivningskoncert, samtalesaloner og designsprints undersøgte vi, hvor og hvordan uddannelse og læring finder sted i praksis.
Et eksternt advisory board udfordrede vores vante logikker, og et internt uddannelsesstrategisk forum sikrede, at strategiarbejdet fik fodfæste i hospitalets praksis.
Lad os blive ved med at forstyrre hinanden!
Allerede fra den første samtalesalon inviterede vi til se på det velkendte med nye øjne og forstyrre det, vi allerede kender: dele erfaringer, udfordre forståelser og strække grænserne for, hvad vi kalder uddannelse.
Den invitation står åben, og den forpligter os til at blive ved - også når spørgsmålene forstyrrer vores vaner og udfordrer vores valg.
Sundheds- og hospitalsledelsen, august 2026
Vi åbner uddannelsesbegrebet
For nogle handler uddannelse først og fremmest om elever, studerende og formelle uddannelsesforløb. For andre rummer begrebet også introduktion, supervision, simulation, kompetenceudvikling og faglig sparring.
Med strategien åbner vi uddannelsesbegrebet. Vi ønsker at være nysgerrige på, hvor der på hospitalet skabes muligheder for læring, faglig udvikling og professionel dannelse - også dér, hvor vi ikke tidligere har kaldt det uddannelse.
Det handler om mere end ord. Den måde, vi forstår uddannelse på, har betydning for, hvad vi får øje på, hvad vi prioriterer, og hvad vi risikerer at overse.
Vores uddannelsesbegreb er derfor åbent nok til, at mere kan blive synligt, og præcist nok til, at det forpligter. Et bredere blik på uddannelse åbner for nye muligheder og spørgsmål - og for et større felt, der kræver vores fælles opmærksomhed, ledelse og prioritering.
Fem strategiske spændinger
I arbejdet med uddannelsesstrategien trådte de samme spørgsmål og situationer frem igen og igen i erfaringer og samtaler på tværs af hospitalet.
På den baggrund har vi formuleret og udvalgt fem spændinger, der udgør strategiens hjerte. Spændingerne giver os et fælles sprog for nogle af de spørgsmål, vi skal blive ved med at undersøge.
En strategisk spænding opstår, når flere vigtige hensyn, behov og vilkår skal balanceres og rummes samtidig. Spændingerne er ikke modsætninger, der kan ophæves eller løses én gang for alle.
Ved at holde spændingerne åbne, udfordrer vi de enkle og første svar. Når vi bliver stående i spændingerne, står vi ikke stille. Så holder vi uddannelsesopgaven i bevægelse.
Uddannelsesstrategiens tre symboler
Elastikken minder os om, at uddannelsesopgaven mister kraft, hvis vi slipper spændingerne.
Forstørrelsesglasset minder os om at vælge, hvilke bevægelser, fællesskaber og handlinger, vi vil forstærke, dele og lære af.
Lommelygten minder os om at rette lyset mod og udfordre vaner, rutiner og forståelser, som måske står i vejen for den retning, vi har sat.
Nedenfor beskriver vi de fem strategiske spændinger - og de mønstre, vi vil forstærke eller udfordre:
1. Uddannelse sker ikke kun, når der er tid
I fortællingerne fra hospitalets hverdag vendte de samme situationer tilbage igen og igen: højt tempo, stort pres og situationer, hvor patientbehandlingen naturligt kræver al opmærksomhed. Netop dér oplevede mange, at uddannelse let bliver det første, der må vige.
Samtidig pegede fortællingerne på, at pressede og uforudsigelige situationer rummer nogle af de vigtigste læringsmuligheder. Her lærer vi at prioritere, samarbejde, bevare overblikket og tage beslutninger. Disse kompetencer er vanskelige at undervise i, men de er helt afgørende på et hospital.
Bevægelser, vi forstærker
En uddannelsespraksis, der ser, griber og bearbejder de læringsmuligheder, som opstår i hospitalets skiftende rytmer – også når hverdagen er travl.
Vejledning, feedback og refleksion som en integreret del af hospitalets hverdag – hele døgnet.
Mønstre, vi udfordrer
Prioriteringer, hvor uddannelsesopgaven bliver det første, der må vige, når presset stiger.
Forestillingen om, at uddannelse kan afgrænses til planlagte aktiviteter og dagtimerne.
2. Hospitalet er et stort læringsrum - men hvordan skaber vi plads til læring?
Hospitalet er bygget omkring patientbehandlingen – men det er også et stort læringsrum. Hver dag underviser, vejleder og lærer vi dér, hvor opgaverne løses: på patientstuen, under stuegangen, i vagtskiftet og mellem opgaver.
Alligevel peger mange på, at det være svært at finde læringsrum, både i form af undervisningslokaler og muligheder for refleksion. Det gør en vigtig spænding synlig: Uddannelse kræver rum – både fysiske, organisatoriske og relationelle.
Nogle rum kan tegnes på en plantegning. Andre opstår mellem opgaver, fagligheder og mennesker. En del af uddannelsesopgaven er at få øje på disse vigtige uddannelses-mellemrum og skabe gode betingelser for, at læring kan finde sted.
Bevægelser, vi forstærker
En bevidst prioritering af fysiske, organisatoriske og relationelle rum til uddannelse.
En praksis, der får øje på og skaber uddannelsesmellemrum, hvor mennesker kan standse op, stille spørgsmål og udvikle faglig dømmekraft, mens erfaringen stadig er nærværende.
Mønstre, vi udfordrer
En praksis, hvor uddannelse og vejledning må finde sted i den tid og de rum, som hverdagen tilfældigvis efterlader.
En forståelse af rum til læring som et spørgsmål om lokaler alene.
3. En mere kompleks uddannelsesopgave kræver mere end engagement
Mennesker har forskellige forudsætninger for at lære, og i dag møder vi en større variation i behovet for støtte. Det udfordrer uddannelsesopgaven.
Kravene i uddannelsesforløbet og på hospitalet er de samme, men læringsforudsætningerne er forskellige, og behov kan ændre sig over tid.
Derfor kræver gode betingelser for læring mere end faglig vejledning. Det kræver tydelige rammer, tillidsfulde relationer og mulighed for at tilpasse vejledning, struktur og støtte.
Samtidig må kompetencerne og rammerne omkring dem, der løfter uddannelsesopgaven, følge med gennem kompetenceudvikling og adgang til sparring. Ansvaret kan ikke bæres af den enkelte alene.
Bevægelser, vi forstærker
Uddannelsesfællesskaber, der skaber tydelige rammer og flere veje til faglig udvikling for mennesker med forskellige læringsforudsætninger.
Kompetenceudvikling, sparring og organisatorisk understøttelse, der gør det muligt at handle kvalificeret i en mere kompleks uddannelsesopgave.
Mønstre, vi udfordrer
Ensartede tilgange til uddannelsesforløb og læring, der gør forskelle i læringsforudsætninger til den enkeltes problem.
En forventning om, at den mere komplekse uddannelsesopgave kan bæres af enkeltpersoners erfaring og engagement.
4. Uddannelse bæres af fællesskaber - og styrkes, når flere perspektiver får plads
Hospitalets professions- og uddannelsesspecifikke læringsfællesskaber er helt afgørende for udvikling af faglig dybde, dømmekraft og identitet.
Men hospitalets opgaver går på tværs af professioner, uddannelser og afdelinger. Det kræver, at vi lærer at forstå og udvikle opgaverne i samspil med andre. Vi skal ikke alle lære det samme, men vi skal have blik for, hvordan vores egen faglighed hænger sammen med andres.
Samskabelsesprocessen viste et potentiale i at forbinde læringsmiljøer, så gode erfaringer bliver fælles erfaringer. Forskellige professioner har forskellige stemmer og vilkår, og flere perspektiver skal have plads.
Målet er ikke at udviske forskelle mellem professionerne, men at forbinde fællesskaberne, så flere kan bidrage til uddannelseopgaven.
Bevægelser, vi forstærker
Stærke professions- og uddannelsesspecifikke fællesskaber, der åbner sig mod og lærer sammen med andre.
Uddannelsesfællesskaber, der favner bredere end det tværfaglige samarbejde og giver forskellige professioner, funktioner og uddannelser plads til at bidrage.
Mønstre, vi udfordrer
Erfaringer og gode løsninger, der bliver inden for den profession, uddannelse eller afdeling, hvor de opstod, uden at blive bragt i spil i de fællesskaber og opgaver, der går på tværs af hospitalet og rækker ud over dets egne rammer.
En skæv fordeling af plads og indflydelse, hvor de mest etablerede stemmer fylder mest, mens andre får mindre mulighed for at bringe deres perspektiver og uddannelsesbehov i spil og præge den fælles uddannelsesopgave.
5. Uddannelse stopper ikke. Den skifter karakter
Et arbejdsliv på et hospital rummer mange begyndelser: nyt speciale eller arbejdsområde, nye funktioner, opgaver og roller. Hver overgang kalder på ny læring og nye måder at forstå sin faglighed på.
Uddannelse slutter derfor ikke med autorisation eller eksamensbevis. Den ændrer karakter. Vi kalder det måske introduktion, kompetenceudvikling, specialisering, supervision, forskning eller ledelsesudvikling, men den grundlæggende bevægelse er den samme.
Uddannelse fortsætter gennem hele arbejdslivet og handler ikke kun om faglig udvikling, men også om tilknytning: om oplevelsen af fortsat at kunne lære, bidrage og udvikle sig.
Bevægelser, vi forstærker
Et bredt og forpligtende uddannelsesbegreb, der holder os nysgerrige på, hvordan uddannelse tager form, finder sted og sætter spor gennem hele arbejdslivet.
En kultur, der skaber muligheder for uddannelse og udvikling i takt med nye erfaringer, funktioner og roller, så fortsat læring bliver en naturlig del af det professionelle virke og styrker både fagligheden og oplevelsen af at høre til.
Mønstre, vi udfordrer
En forståelse af uddannelse som noget, der primært angår elever, studerende og nyansatte.
Forestillingen om, at man på et tidspunkt bliver færdiguddannet.
Processen: Sådan skabte vi uddannelsesstrategien
Ambitionen med strategiarbejdet var, at det skulle være vildere end vildt og skulle mærkes af de mennesker, der skal leve uddannelsesstrategien i praksis.
Derfor har vi været på et års inddragende procesarbejde med elever, studerende, medarbejdere og ledere. Undervejs har vi delt processen med andre hospitaler og i forskellige netværk.
Vi har gennemført og arbejdet med:
- Intense samskabelsesprocesser gennem samtalesaloner og designsprints
- Dyb nysgerrighed og intens lytning gennem feltarbejde, fotointerviews, indsigtsstafet og fortællinger om afgørende læringsøjeblikke
- Legende og sanselige formater, bl.a. via en brevskrivningskoncert og arbejde med billeder, artefakter og kunst
En legende tilgang har åbnet for både det sjove og det svære
Strategiarbejdet har åbnet for nye idéer, tvivl og spørgsmål, som vi endnu ikke har fundet gode svar på, men vil blive ved med at undersøge. De fem strategiske spændinger er vokset frem af dette arbejde.
Strategien er genkendt, skåret til og prioriteret i samarbejde med dem, der berøres af uddannelsesområdet på hospitalet.
Se nogle af samskabelsesprocesserne nedenfor:
I samarbejde med:
Uddannelsesstrategien har vi ikke udviklet alene. Den er skabt i fællesskab – med blik både indad og udad. En helt afgørende drivkraft i processen har været vores eksterne Advisory Board og vores interne uddannelsesstrategiske forum.
De har sikret spejling udefra, perspektiv og stærk forankring i hospitalets praksis: