Den gode stemning kan høres!

I Høreklinikken i Holstebro møder du en arbejdsplads, hvor den gode stemning ikke bare kan mærkes – den kan høres! Vi arbejder med mennesker, teknologi og faglighed i højsædet, og vi gør det med et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi løfter hinanden og giver plads til at vokse.

Her får du tre gode grunde til at overveje os som din næste arbejdsplads. 

Fleksibilitet: din hverdag skal give mening

Vi tror på, at fleksibilitet er nøglen til både arbejdsglæde og kvalitet i opgaveløsningen. Vi arbejder ud fra en 4,5-dages arbejdsuge, og der er gode muligheder for afspadsering. Vores mødetider er fleksible og tilpasset individuelt.

Alle har deres egen mødeprofil, og det giver frihed til at få hverdagen til at hænge sammen. 

Vi hjælper hinanden

Vi har et arbejdsmiljø, hvor det er helt i orden at skulle til tandlæge akut – uden dårlig samvittighed. Fordi vi tilbyder sammedagsudleveringer, kan vi tilpasse behandlingsforløb fleksibelt og sikre et godt patientforløb uden unødvendige besøg. 

Vi har administrativ tid sidst på dagen, og det giver ro til opfølgning og til at lukke arbejdsdagen godt ned. Når vi fordeler specialopgaver, gør vi det ud fra lyst og interesse. Det er med til at sikre både motivation og kvalitet. 

Planlægning: Vi løfter i flok

Ferieplanlægningen fungerer, det er sjældent, at man ikke får sine ferieønsker opfyldt. Ved uforudsete situationer hjælper vi hinanden. Du kan også bytte programmer med en kollega, hvis noget virker uoverskueligt; her løfter vi sammen.

Vi tænker gerne i nye løsninger, så vi arbejder smartere, ikke hårdere. 

Læring og udvikling: faglighed skaber arbejdsglæde

Faglighed er en del af vores DNA, og det mærker du både i hverdagen og på vores faglige fredage. Her prioriterer vi tid til fordybelse og læring uden at skulle skynde os videre til næste patient. Det giver energi, arbejdsglæde og en tydelig følelse af, at vi spiller hinanden gode. 
 
Vi samarbejder tæt med leverandører og firmaer, som både tilbyder undervisning, cases og praktisk sparring. Ved komplekse problemstillinger kommer firmaet ofte ud og ser patienter sammen med os – det giver tryghed, især for nyere medarbejdere. 

Vi gør hinanden gode - det giver god stemning!

Vi deltager løbende i kurser, forskningsprojekter og undervisning af elever. Som ny i klinikken – både som elev og nyuddannet – får du hurtigt hands on i et trygt og støttende miljø. Der er aldrig en lukket dør, og det er altid OK at spørge flere gange. 
 
Vidensdeling er en naturlig del af hverdagen, og vi gør en dyd ud af at gøre hinanden gode. Det giver ikke bare høj faglig kvalitet, det skaber også en arbejdsplads med god stemning.

Faktisk fortæller patienterne os ofte, at de kan mærke den positive energi – helt fra måden, de bliver kaldt ind på. 

Introduktion: Vi tager godt imod dig

Vi ved, at en god start betyder alt. Derfor har vi en stærk introduktionskultur, hvor du bliver mødt af åbne, nysgerrige og hjælpsomme kolleger – uanset om du er elev, nyuddannet eller kommer med erfaring. Fra første dag mærker du, at du er en vigtig del af fællesskabet. 
 
Som ny får du grundig sideoplæring – både som sekretær og audiologiassistent. Firmaerne bidrager også med undervisning, og du bliver hurtigt en aktiv del af hverdagen. Der er en særlig rummelighed og respekt for alle fagligheder. Alle ved, at vi løser opgaven bedst sammen. 

Høj faglighed og varme relationer

Vi har også sociale arrangementer uden for arbejdstid og et festudvalg, der sørger for gode grin og stærkere bånd. 
 
Samarbejdet med Høreklinikken i Viborg styrkes løbende, og det fælles fællesskab vokser. Når du starter her, bliver du en del af noget, der både rummer høj faglighed og varme relationer.