Organisering af forskningsnetværket
Klinik for Medicinsk Forskning er forskningsnetværket i Medicinsk afdeling, Regionshospitalet Gødstrup. Forskningssamarbejdet er organiseret internt i Forskningsudvalget ved Medicinsk afdeling, hvor afdelingsledelsen deltager. Medicinsk afdeling har 2 repræsentanter i Forskningsudvalget i NIDO, Regionshospitalet Gødstrup.
Subspecialer og fagprofiler
Klinikken rummer i alt 8 medicinske subspecialer og sygepleje, der udøver forskning, både specialeorienteret og tværgående. Samlet set rummer Klinik for Medicinsk Forskning et professorat, 3 kliniske lektorer, 2 eksterne lektorer, 2 post doc's samt flere Ph.d studerende og forskningsårsstuderende.
Faciliteter og ressourcer
Klinikken gør brug af en lang række forskningsfaciliteter i NIDO (Center for Forskning og Uddannelse, Regionshospitalet Gødstrup), herunder laboratoriefaciliteter og analyseudstyr i Clinical trial unit (CTU) med tilknyttede bioanalytikere og projektsygeplejersker. Desuden har klinikken adgang til fagbibliotek, juridisk bistand, statistik- og datamanagement ressourcer samt vejledning i patientinvolvering i forskningsprocessen.
Typer af undersøgelser
Klinikken er derfor velegnet til udførelse af kliniske og eksperimentelle undersøgelser. Klinikken bidrager årligt til ca. 35-50 videnskabelige publikationer. Der udføres både kliniske og eksperimentelle studier, registerstudier og kvalitative, tværfaglige projekter, både selvstændigt og i samarbejde med Aarhus Universitet, industrien og Aarhus Universitetshospital.