12.01.2021

Voksne har næsten 3 gange så høj risiko for depressive symptomer, hvis de er blevet mobbet som teenagere, viser ny forskning

Tidligere undersøgelser har vist, at mobning kan give unge mennesker angst, symptomer på depression og uforklarlige kropslige symptomer som ondt i maven eller hovedet. Mobning kan imidlertid også få mere langsigtede konsekvenser, der breder sig ind i voksenlivet.

En ny undersøgelse fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning, viser nu, at voksne, der blev mobbet som teenagere, i højere grad får symptomer på depression sammenlignet med dem, der ikke blev mobbet i ungdommen. Symptomerne viser sig stærkest hos dem, der blev mobbet ofte og dem, der blev mobbet over længere tid.

Gentagen mobning er værst

Undersøgelsen blev foretaget blandt ca. 1800 mennesker og viser, at voksne har ca. halvanden til dobbelt så stor risiko for depressive symptomer, hvis de har været udsat for mobning som 15- og/eller 18-årige. Og hvis de er blevet mobbet både som 15- og 18-årige, er risikoen for depressive symptomer næsten 3 gange så høj.

Undersøgelsen tager højde for andre faktorer i opvæksten, der kan forklare udviklingen af depressive symptomer: f.eks. forældrenes uddannelse, om forældrene var skilt, det sociale klima i familien, de unges antal venner, samt om de unge havde depressive symptomer allerede i 15-årsalderen.

Dermed supplerer undersøgelsen den eksisterende viden om de negative konsekvenser af mobning i opvæksten og peger på, at mobning udgør en betydelig sundhedsrisiko, også selvom den ligger flere år tilbage i tid. Ifølge forskerne peger undersøgelsen også på betydningen af at prioritere forebyggende initiativer i fx skoler og fritidstilbud for at undgå mobning blandt børn og unge.

Yderligere oplysninger

  • Studiet udgår fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning
  • Studietype: Prospektivt kohortestudie, baseret på spørgeskema- og registeroplysninger fra ca. 1800 deltagere i VestLiv-hohorten
  • Samarbejdspartnere: Ingen
  • Interessekonflikter: Nej
  • Ekstern finansiering: Ingen

Den videnskabelige artikel er udgivet i peer-review tidsskriftet BMC Psych. (2020): "Is bullying in adolescence associated with the development of depressive symptoms in adulthood?: A longitudinal cohort study"
DOI: https://doi.org/10.1186/s40359-020-00491-5

Kontakt

Trine Nøhr Winding Trine Nøhr Winding

Trine Nøhr Winding

Seniorforsker, ph.d., fysioterapeut

Tlf. 2336 2203

E-mail: trwind@rm.dk

Kontakt via LinkedIn

Læs mere om Trines forskning (link til forskerprofil)