01.05.2019

Fængselsbetjente er særligt udsatte, og manglen på social støtte øger risikoen for depression, viser forskning

Ansatte med tæt kontakt til borgere bliver ofte udsat for vold og trusler, når de går på arbejde. De kan blive spyttet på, slået, sparket eller bidt. Eller truet med tæsk eller angreb mod ejendom eller familie. Hændelserne kan få alvorlige konsekvenser for de ansattes helbred.

I en omfattende forløbsundersøgelse har forskere fra universitetsklinikken Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest og Københavns Universitet fundet en sammenhæng mellem udsættelse for vold og trusler og risikoefor depression 5 år senere.

Risikoen ses på tværs af de fire undersøgte brancher (ældrepleje, psykiatri, specialskoler og Kriminalforsorgen), men er størst i Kriminalforsorgen.

Medarbejdere lægger låg på følelser

Ifølge seniorforsker Lars Peter Sønderbo Andersen viser undersøgelsen, hvor belastende det er for medarbejderne, når de ofte udsættes for vold og trusler:

- Et volds- og trusselspræget arbejdsmiljø øger simpel hen risikoen for at medarbejderne udvikler depression 5 år efter hændelserne. Måske skal vi finde årsagen i, at medarbejderne er nødt til at bevare roen i situationen for dæmpe konflikten. Det gør de blandt andet ved at lægge låg på deres egne følelser, udtaler forskeren.

Social støtte har lille effekt, men kan ikke undværes

Undersøgelsen viser, at social støtte på arbejdspladsen ikke har den store forebyggende effekt på udvikling af depression efter vold og trusler. Lars Peter Sønderbo Andersen uddyber:

- Social støtte har ikke stor forebyggende effekt på depression, men fravær af social støtte øger til gengæld yderligere risikoen for depression. Mit bud er, at hvis medarbejderne efter en tilspidset situation på arbejdspladsen brænder inde med følelsesmæssige reaktioner, kan det være skadeligt for deres psykiske helbred.

- Det bedste ville jo være, hvis vi helt kunne undgå vold og trusler på arbejdspladserne. Men hvis vi kan styrke den sociale støtte mellem kollegaer, er vi på rette vej. Vores resultater viser nemlig også, at tryghed på arbejdspladsen mindsker risikoen for depression efter både vold og trusler, slutter seniorforsker Lars Peter Sønderbo Andersen.

Yderligere oplysninger

Kvantitativt studie udført af universitetsklinikken Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest i samarbejde med Københavns Universitet

Mere end 5.000 medarbejdere i ældrepleje, psykiatri, Kriminalforsorgen og på specialskoler besvarede i 2010 et spørgeskema om vold og trusler i arbejdet inden for det seneste år. Svarene er sammenholdt med nye spørgeskemaoplysninger fra deltagerne (i 2011 og 2015), bl.a. vedrørende helbred og symptomer på depression

Depression blev målt med MDI-spørgeskemaet (Major Depression Inventory), et international anerkendt måleredskab af depression. Målingen af depression er baseret på medarbejdernes spørgeskemasvar. Der har ikke været en lægefaglig vurdering af medarbejdernes helbred.

Projektet Risikofaktorer for vold og trusler er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden

Resultaterne er 2019 udgivet i tidsskriftet Journal of Interpersonal Violence: Depressive Symptoms Following Work-Related Violence and Threats and the Modifying Effect of Organizational Justice, Social Support, and Safety Perceptions