21.02.2019

Landets første universitetsklinik klarede sig overbevisende gennem nåleøjet efter ny ekstern bedømmelse

I 2014 blev Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest landets første universitetsklinik ved Health, Aarhus Universitet. Den status bevilliges for en fem-årig periode, og klinikken har netop fået sin status forlænget efter en omfattende ekstern bedømmelse.

En universitetsklinik er en forskningsenhed, der bedriver patientnær forskning på højeste niveau. For at blive udnævnt til universitetsklinik ved Aarhus Universitet skal man kunne dokumentere en betydelig forskningsaktivitet, bl.a. i form af publicering i internationale tidsskrifter og uddannelse af forskere.

Forskningen lever op til højeste standarder

Bedømmelsesudvalget bestod af professor Maria Albin (Stockholm), professor Stein Knardahl (Oslo) og professor Øyvind Omland (Aalborg), og de skriver i deres vurdering:

- Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest opfylder i overbevisende grad kriterierne for forlængelse af status som Universitetsklinik ved Aarhus Universitet.

Arbejdsmedicins stærke samarbejdsrelationer til andre sygehuse og universiteter samt evne til at indhente ekstern finansiering af forskningen får også rosende ord med på vejen af bedømmelsesudvalget.

Forskningsansvarlig professor Johan Hviid Andersen ved Arbejdsmedicin er godt tilfreds:

- Udnævnelsen er en anerkendelse af, at vores forskning lever op til de højeste standarder. De næste fem år vil vi arbejde på at konsolidere vores forskningsområder og på at styrke samarbejdet med andre afdelinger i regionen og internationalt. Her har vi allerede nye tiltag i støbeskeen, fortæller professor Johan Hviid Andersen.

Forskningen ved Arbejdsmedicin er en del af NIDO | danmark ved Hospitalsenheden Vest.