27.04.2016

Mere end 158.000 danskere lider af forsnævring i hjertets kranspulsårer (iskæmisk hjertesygdom). Disse patienter vender i højere grad end tidligere tilbage til arbejdsmarkedet, blandt andet på grund af de bedre behandlingstilbud til dem. Derfor har en gruppe forskere undersøgt, hvordan det går dem, når de vender tilbage. Hvad sikrer en succesfuld tilbagevenden?

Fra tidligere forskning ved vi, at dårligt psykosocialt arbejdsmiljø øger risikoen for iskæmisk hjertesygdom, og at dårligt psykosocialt arbejdsmiljø øger risikoen for sygefravær blandt raske. Forskerne ønskede i denne undersøgelse svar på, om det psykosociale arbejdsmiljø også har betydning for sygefraværet efter en behandling af hjertesygdommen.

Forskerne fulgte 625 patienter, der havde fået foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre, og som tidligere havde været i arbejde. Tre måneder efter operationen modtog patienterne et spørgeskema, hvor de svarede på deres vurdering af arbejdspladsens psykosociale arbejdsmiljø.

Det viste sig, at det psykiske arbejdsmiljø havde betydning for, om patienterne vendte tilbage til arbejde. Særligt vigtigt var højt arbejdstempo samt mangel på indflydelse og anerkendelse, som alle fordoblede risikoen. Samtidig gav manglende indflydelse også en fordoblet risiko for at komme ud for nye sygemeldinger efter den første raskmelding.

Undersøgelsen konkluderer, at fokus på det psykosociale arbejdsmiljø kan være en vigtig brik for succesfuld rehabilitering af hjertepatienter.

Projektet er støttet af

Arbejdsmiljøforskningsfonden og Hjerteforeningen.

Læs mere

Læs mere i den videnskabelige artikel Effects of Psychosocial Work Environment on Sickness Absence Among Patients Treated for Ischemic Heart Disease i Journal of Occupational Rehabilitation 2015, 25 (4): 776-782.
 

Kontakt

Karin Biering

Seniorforsker, ph.d., fysioterapeut

Tlf. 2940 0917

E-mail: karbie@rm.dk

Kontakt via LinkedIn

Læs mere om Karins forskning (link til forskerprofil)