18.10.2016

Overraskende nok er det ældre migrantarbejdere og arbejdere i den såkaldte lav-risiko-sektor, der er hårdest ramt, viser ny forskning.

Billedet er ret entydigt, når forskerne almindeligvis skal pege på, hvem der generelt er mest udsat for arbejdsulykker på danske arbejdspladser. Det er nemlig de helt unge, og dem, der arbejder i høj-risiko-sektorer, såsom bygge-anlæg, landbrug og transport.

Billedet forstyrres dog, hvis man zoomer ind på migrantarbejderne – nærmere bestemt arbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, som er kommet til Danmark inden for de seneste 3 år, viser en ny undersøgelse.

Risikoen for arbejdsulykker stiger med afstanden til dit fødeland (groft sagt)
Karin Biering er forsker og ph.d. fra Arbejdsmedicin, Herning. Hun står bag en ny, stor undersøgelse af arbejdsulykker blandt danskere og migrantarbejdere.

Ved at sammenligne tal fra skadestuejournaler, anmeldelser til Arbejdstilsynet og sammenholde dem med register-oplysninger og arbejdsstyrken fra Danmarks Statistik, kan hun se et mønster i arbejdsulykkerne fra 2003-2013:

"Vi har fået bekræftet en mistanke om, at migranter oftere kommer til skade på arbejdspladsen. Men det er første gang, der er lavet en systematisk undersøgelse af forholdet i Danmark."

Forskerne har opdelt migranterne i 4 større grupper og finder, at migranter fra EU (både det gamle og nye EU) har 1/3 højere risiko for arbejdsulykker som danskere, mens migranter fra resten af verden (ikke-vestlige lande udenfor EU) lever med næsten 3 gange så høj risiko.

Karin Biering uddyber: "Hvis vi graver lidt længere ned i tallene kan vi se, at de migranter, der kommer fra ikke-vestlige lande udenfor EU, er over 30 år og arbejder i en lavrisiko-sektor har op til 5 gange så høj risiko for arbejdsulykker (sammenlignet med danskere i samme alder og sektor). 

Ungdommeligt overmod eller manglende erfaring?

"Det er et meget højt tal, og det skal vi tage alvorligt. Jeg er faktisk også overrasket over, at det er de ældre og dem i lavrisiko-sektorerne, der er mest udsatte, da det er det omvendte, vi normalt ser i ulykkesforskningen. Normalt er det de unge og de, der arbejder i høj-risikosektoren, der udsættes for de fleste ulykker," fortæller Karin Biering.

"Det er således ikke ungdommeligt overmod, men måske manglende erfaring, der forårsager nogle af ulykkerne. På baggrund af registerdata kan vi ikke komme med en årsagsforklaring, men vi kan have en formodning om, at den større risiko for arbejdsulykker i lavrisikosektorer blandt migrantarbejdere måske skyldes, at de varetager de farligste opgaver inden for disse sektorer."

"Vi har pt. en sideløbende kvalitativ undersøgelse i gang fra Arbejdsmedicin, Herning, som går mere i dybden i forhold til at afdække risikofaktorerne for migrantarbejdere i bygge- og anlægsbranchen. Sandsynligvis kan den belyse nogle af disse uklarheder yderligere," slutter Karin Biering. 

Resultaterne er udgivet i den videnskabelige artikel: Work injuries among migrant workers in Denmark (Occupational and Environmental Medicine, 2016)

Fakta

Forskerne har undersøgt 67.443 arbejdsskader blandt arbejdstagere i optageområdet for Odense Universitetshospital (OUH) over perioden 2003-2013. Undersøgelsen er altså påbegyndt før EU-udvidelsen i 2004. Der ses ingen forskel i antal arbejdsulykker tidligt og sent i undersøgelsesperioden.

Arbejdsskaderne er alle opstået i arbejdstiden og resulterede i skadestuebesøg (OUH) og/eller anmeldelse til Arbejdstilsynet. Skaderne blev holdt op imod antallet af beskæftigelsesår for hver enkelt arbejdstager i perioden for at tage højde for at migranter som oftest ikke arbejder så geografisk stabilt, som resten af arbejdsstyrken. Forskerne har endvidere taget højde for brancheskift undervejs samt forskelle i køn og alder, som kunne have betydning for forskellene.

Ordforklaring

Høj-risiko-sektor: bygge-anlæg, landbrug og transport

Lav-risiko-sektor: social- og sundhedsarbejde, offentlig administration, undervisning, handel, restauration, fabriksarbejde