27.10.2014
Skulderpatienter får et bedre behandlingsforløb med standardiseret fysioterapeutisk træning
Nedsat funktionsevne i forbindelse med en skulderlidelse har stor individuel og samfundsmæssig betydning. Den hyppigst forekommende skulderlidelse anses for at afklemnings/rotator cuff syndrom, forårsaget af afklemning og/eller irritation af sener og slimsækken i skulderen. Fysioterapeutisk øvelsestræning anbefales generelt som led i den ikke operative behandling og som genoptræning ved operation i skulderen.
Nyt ph.d. projekt fra Arbejdsmedicinsk Klinik Herning og Aarhus Universitet viser, at fysioterapeutisk øvelsestræning kun i begrænset omfang bliver anvendt som en del af den ikke-kirurgiske behandlingsstrategi, og at patienter, som 8-12 uger efter en subakromiel dekompression forsat oplever problemer, oplever en signifikant øget effekt af et standardiseret genoptræningsprogram i modsætning til vanlig praksis.
David Høyrup Christiansen, fysioterapeut og cand.scient.san. forsvarer tirsdag den 28. oktober 2014 sin afhandling: "Physiotherapy and shoulder surgery: exercise treatment before and after decompression surgery in patients with subacromial impingement syndrome"
Alle er velkomne til at overvære forsvaret, som finder sted på Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensen Auditorium, bygn. 10, Nørrebrogade 44, 8000 Aarhus C, klokken 13.00-15.30.