23.05.2013

Hvis en hjertesygdom rammer, er det bedre at være en mand end en kvinde. Det viser et nyt ph.d.-studie, som har fulgt 1700 hjertepatienter gennem mere end tre år. 

Det er cand.scient.san. Karin Biering fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, som står bag studiet, og som hun forsvarer den 31. maj 2013.

I mere end tre år, er hjertepatienter under 67 år, blevet nøje fulgt med spørgeskema og i registre. Det har givet en helt ny viden om kønsforskelle i rehabiliteringsfasen efter en ballonudvidelse af kranspulsåren (PCI). Tidligere har kønsforskelle i overlevelse og genindlæggelser kunne forklares ved, at kvinder er ældre og har andre sygdomme end hjerteproblemer. Men nu viser et nyt studie, at kvinder har sværere ved at komme tilbage til det liv, de havde før sygdommen, end mænd.

Resultaterne viser, at kvinder halter bagud hvad angår arbejdsmarkedstilknytning samt mentalt og fysisk helbred. Kvinders problemer med at vende tilbage til arbejde gælder også, når man tager højde for eventuelle forskelle i alder, om de lider af andre sygdomme og hvor alvorlig deres hjertesygdom er. Kvinder har ikke alene sværere ved at vende tilbage til arbejdet, de sygemelder sig også oftere igen. 

Ligeledes er kvinders mentale og fysiske helbred efter ballonudvidelsen væsentligt dårligere end mænds – og forskellen er større i denne gruppe end i befolkningen generelt.

”Resultaterne betyder, at man skal være særligt opmærksomme på kvinderne i rehabiliteringsfasen. Der er en overrepræsentation af kvinder, som stopper med at arbejder efter en ballonudvidelse og det er både et menneskeligt og et samfundsmæssigt problem”, siger Karin Biering.

Karin Biering påpeger, at hendes projekt ikke i sig selv peger på konkrete løsninger, men at det har kastet lys over de kønsforskelle, der er blandt hjertepatienter. Hun mener yderligere, at der er behov for at undersøge nærmere, hvilke indsatser, der kan være gavnlige.

”At der er forskel i mænd og kvinders arbejdsmarkedstilknytning er velkendt. Det vigtige er, at vi skaber de bedst tænkelige rammer for rehabiliteringen, sådan at vi imødekommer at kvinder har en øget sårbarhed efter en hjertesygdom”, afslutter Karin Biering.

Forsvaret af ph-d. projektet er offentligt og finder sted Fredag den 31. maj 2013 kl. 14.00, Aarhus Universitet, Merete Barker Auditoriet, Søauditorierne (bygning 1250), Bartholins Allé 3, 8000 Aarhus C

Projektets titel: "Life after Heart Disease - Patient-reported health measures and prognosis following PCI treatment"