24.08.2012
Den 23. august 2012 er Arbejdsmedicinsk Klinik blevet udnævnt som universitetsklinik! Det er et vigtigt skridt mod en ny måde at organisere sundhedsforskning, som gavner både Aarhus Universitet og klinikken samt hele Regionshospitalet.
I udnævnelsen er der bl.a. lagt vægt på, at Arbejdsmedicinsk Klinik gennem mange år har bedrevet en betydelig mængde af forskning på højt internationalt niveau. Desuden har klinikken fremadrettet sat nye forskningsprojekter i gang og har evnet at omsætte sine forskningsaktiviteter til brugbar viden, videnskabelige publikationer af høj klasse og har sat sig spor i de offentlige processer.
Med udnævnelsen til universitetsklinik er der åbnet nye døre for det allerede eksisterende forskningssamarbejdet med Aarhus Universitet.
Arbejdsmedicinsk Klinik har gennem længere tid årligt hævet forskningsaktiviteten og bl.a. satset på fastansatte seniorforskere og en betydelig andel af ph.d.-studerende. Et led i strategien har derudover været at brede det arbejdsmedicinske speciale ud til at omfatte tværfagligt vidensarbejde mellem fx klinisk epidemiologi, folkesundhedsvidenskab, antropologi, sociologi og arbejdspsykologi. Strategien har bl.a. betydet at der nu forskes bredt i alle dele af arbejdslivet og den brede faglighed skaber resultater:
”Det har været et meget bevidst valg, at vi gennem længere tid har satset på tværfagligheden. Vi har oplevet, at de forskellige specialers metoder og forskningstraditioner giver gode synergieffekter og vi leverer forskning på internationalt niveau. Man kan sige, at udnævnelsen er en blåstempling af, at det bidrag til den arbejdsmedicinske forskning, klinikken er leverer, er noget af det bedste af sin slags. Så vi er selvfølgelig meget stolte af den nye titel. Det giver os nye muligheder for et tættere samarbejde med Aarhus Universitet og Universitetet for sin del adgang til at kunne forske i klinisk praksis”, fortæller ledende overlæge Kurt Rasmussen.
Læs den officielle pressemeddelelse udsendt af Aarhus Universitet 3. september 2012 (pdf)