Projektet er afsluttet
Baggrund
Forskning viser, at lærlinge har en høj risiko for at opleve ulykker i deres praktikperioder. De er både unge og uerfarne og har et ønske om at passe ind i den arbejdskultur, de møder i praktikvirksomhederne. Derfor er de tekniske skolers undervisning i arbejdssikkerhed ikke nødvendigvis nok for at sikre lærlingene – der skal også tages fat i praktikvirksomhederne.
Formål
Projektet skulle udvikle en tilgang til, hvordan virksomheder i Bygge- og Anlægsbranchen kan påvirkes til at forbedre sikkerhedsniveauet, så der ikke sker så mange lærlinge-ulykker. Tilgangen skulle indeholde både arbejdsmiljømæssige elementer, som påvirker arbejdsmiljøet i en positiv retning, og nogle motivationsmæssige elementer, der gør det attraktivt for virksomhederne at anvende tilgangen.
Deltagere
I projektet deltog et ekspertpanel bestående af forskere, Arbejdstilsynet, branche-eksperter, fagforeninger og Herningsholm Erhvervsskole i udviklingen af tilgangen. Dertil kom de lærlinge og virksomheder, som tilgangen efterfølgende blev pilottestet på.
Periode
2016-2017
Metode
I samarbejde med erhvervsskolen, sikkerhedsforskere og brancherepræsentanter udarbejdedes en tjekliste for, hvad der kendetegner en sikker praktikvirksomhed, samt hvilke elementer der kan være med til at motivere virksomhederne til at deltage. Til dette formål interview med uddannelsesudvalget på Herningsholm Erhvervsskole, 10 lærlinge og 10 mestre/svende. Dernæst invitation til ca. 20 praktikvirksomheder til at deltage i pilotprojektet.
Da lærlingene begyndte i praktik, kortlagde vi virksomhedernes sikkerhedsniveau og anbefalede eventuelle ændringer. Tre måneder inde i praktikken besøgte vi virksomheden igen, lavede fornyet sikkerhedsvurdering og gav virksomheden feedback.
Projektstøtte
Arbejdsmiljøforskningsfonden
Resultater
Læs nyheden Fokus på mester kan forebygge lærlingeulykker
Se projektets værktøj, der kan benyttes af praktikvirksomheder, der får murer-, tømrer- og VVS-lærlinge: Redskaber til en god start med jeres lærling
Kontakt

