Seniorforsker Finn Breinholt fra DEFACTUM med papirudgaven af rapporten "Hvordan har du det? 2025". Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.  

18.06.2026

Under overskriften ”Hvordan har du det, Vestjylland?” blev der tirsdag zoomet ind på sundhedstilstanden blandt borgerne i det midt- og vestjyske. Ved et fælles arrangement med Regionshospitalet Gødstrup, kommunerne i Sundhedsområde Vestjylland, almen praksis, brugerråd og Præhospitalet blev der sat fokus på de data om vestjydernes sundhed, der danner rammen om arbejdet med at skabe mere sundhed for den enkelte borger.

Finn Breinholt kom hele vejen rundt. Fra rygning og overvægt over stress og depression til sociale relationer og ensomhed – og ikke mindst udfordringen med en befolkning med mange kroniske sygdomme. Seniorforskeren fra Region Midtjyllands forskningscenter DEFACTUM var nemlig blevet inviteret til at holde oplæg om den store undersøgelse, Sundhedsprofilen 2025, det tegner et billede af sundhedstilstanden på en række parametre for borgerne i Vestjylland og resten af Region Midtjylland.

Undersøgelsen er vigtig ift det fremtidige arbejde med at skabe mere lighed i sundhed, mener mødets vært, Lasse Plougstrup Hansen, der er sundheds- og hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup:

- Den her undersøgelse hjælper os med at målrette indsatsen for sundheden i Vestjylland. Vi kan bl.a. ud fra de oplistede data som borgerne selv har indrapporteret se, hvor der er flest borgere med kroniske sygdomme, og det gør, at indsatsen i hver enkel af de seks kommuner kan målrettes efter behovene. Med baggrund i forskellige typer af data skal vi målrette indsatsen, så vi sammen med borgerne, kommunerne og almen praksis kan udforme et konkret forslag til nærsundhedsplan for Sundhedsråd Vestjylland.

Sundheds- og hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup, Lasse Hansen bød velkommen til mødet. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

Lyspunkter og udfordringer

Sundhedsprofilen bygger på spørgeskemaer til 52.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år i Region Midtjylland. Heraf bor 15.000 i de seks kommuner, der udgør Sundhedsråd Vestjylland.

Da undersøgelsen et blevet lavet hvert fjerde år siden 2006, kan man se tydelige bevægelser i de forskellige sundhedsparametre - både på tværs af Region Midtjylland og i de enkelte hospitalers optageområder.

Succeshistorien er, at der siden 2010 er færre midt- og vestjyder, der ryger, og færre, der drikker mere end ti genstande alkohol om ugen.

Men der er også tydelige udfordringer. Eksempelvis er antallet af borgere i Midt- og Vestjylland med et usundt kostmønster siden 2010 steget fra 17 til 25 procent, mens antallet med svær overvægt er steget fra 15 til 22 procent.

Heldigvis viser undersøgelsen også, at mange borgere er motiverede for at ændre de dårlige vaner.

Samtidig betyder uddannelsesniveau, sociale vilkår og geografi meget for, hvor tung en behandlingsbyrde borgerne oplever. Det har stor indflydelse på, om det lykkes borgeren at følge en behandling eller forebyggelsesindsats til ende.

 

Oplæg HHDD 16.06.26.jpg

Slide fra præsntationen af rapporten

Dige-modellen

Med sundhedsreformen, der blev vedtaget på Christiansborg i 2024, er vi på vej mod et nyt fælles sundhedsvæsen, hvor et tættere samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis skal skabe mere lighed i sundhed.

Til at illustrere både udfordringerne og en mulig løsningsmodel præsenterede Finn Breinholt dige-modellen, der – ligesom digerne ved Vadehavet – skal beskytte det specialiserede sundhedsvæsen mod at blive oversvømmet.

  • Første og yderste dige handler om generelt sunde rammer for livet og borgerrettet forebyggelse
  • Andet dige handler om mere patientrettet forebyggelse målrettet specifikke sygdomme
  • Tredje dige handler om større fokus på rehabilitering og genoptræningsindsatser
  • Fjerde dige handler om at styrke de almenmedicinske tilbud
  • Femte dige handler om at indføre kronikerpakker med differentiering – det vil sige ret til en personlig behandlingsplan

Finn Breinholt er ikke i tvivl om vigtigheden af, at både rapporten og de løsningsforslag, den kaster af sig, bygger på et stort datagrundlag, der udspringer af lige præcis den befolkning, det omhandler.   

- Vi er nødt til at vide noget om de faktorer, der spiller ind på borgernes sundhed, for at kunne gøre en indsats. Undersøgelsen her er en slags sladrehank, der giver et indblik i de ting, vi kan arbejde sammen om, siger Finn Breinholt og fortsætter:

- Hvis dige-modellen kommer til at fungere, vil det ikke blot beskytte det specialiserede sundhedsvæsen mod oversvømmelse. Det vil først og fremmest gavne borgernes sundhed og livskvalitet.

Næste skridt: Nærsundhedsplanen

Med rapportens tal på bordet går arbejdet nu i gang med at lave en nærsundhedsplan, der skal vise vejen mod et sundhedsvæsen med mere lighed i sundhed.

Det er Sundhedsråd Vestjylland, der består af folkevalgte politikere fra både region og kommuner, der skal stå for opgaven. Input til fokusområder og løsningsmodeller er derfor velkomne og netop derfor er sundhedsprofilen også vigtig som fælles datagrundlag for debatten om, hvordan der planlægges og prioriteres i region, kommuner og sundhedsråd.

Ifølge rapporten er Struer en af de kommuner, der blandt andet har en høj andel af borgere med usunde kostmønstre og overvægt. Derfor var Lene Weilstrup Antonsen fra Center for Sundhed og Omsorg i Struer Kommune, der deltog i mødet, glad for at få data frem i lyset, der understøtter de udfordringer der allerede nu opleves i kommunen.

-Det er interessant at få data, der understøtter vigtigheden af den forebyggende indsats. Vi er ved at skabe et fælles sundhedsvæsen – på tværs af region og kommuner – og det kræver et fælles blik for, hvilke indsatser, der er brug for. Vi har en sociogeografisk udfordring i Struer Kommune, der betyder, at der er flere borgere med behov for hjælp, men færre hænder til opgaven. Derfor er det vigtigt, at sundhedsrådet husker, at kommunerne ikke er ens og har forskellige udfordringer. Det kan vi bruge data til at finde ud af, hvordan vi bruger ressourcerne bedst. Der skal mod til at sætte indsatser i gang, hvor gevinsterne enten er meget langsigtede, eller hvor den, der gør indsatsen, ikke selv høster gevinsten, siger hun.

Til mødet tirsdag d. 16/6 var der deltagere fra Regionshospitalet Gødstrup, kommunerne i Sundhedsområde Vestjylland, almen praksis, brugerråd og Præhospitalet. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.