
Mit Liv gruppen består af (fra venstre) Anne Mette Fløe Hvass, der er overlæge i socialmedicin på Regionshospitalet Gødstrup sammen med Anne Marie Brink, Mette Gregersen og Heidi Laursen, der er hhv. rådgiver, socialpædagog og sygeplejerske i Herning Kommune og Malene Jacobsen fra Plads til Forskel, der er en boligsocial helhedsplan i Herning Kommune. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.
27.10.2026
Vil let adgang til en ”huslæge” og andre sundhedspersoner i boligområdet gøre det lettere for beboerne at søge hjælp i tide til deres sundhedsudfordringer? Det er noget af det, projektet Mit Liv, der er et tæt samarbejde mellem Regionshospitalet Gødstrup, det boligsociale team i Plads til Forskel og Herning Kommune, skal finde ud af.
Hvordan får jeg forklaret mine symptomer, så min praktiserende læge forstår det? Hvordan kommer jeg igennem til den rigtige person på sygehuset? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har råd til min medicin eller genoptræningen hos en fysioterapeut?
Spørgsmålene og forhindringerne i forhold til at leve sundere eller at følge den anbefalede behandling for sin sygdom kan være mange, især hvis man lever i social udsathed.
I starten af november starter et nyt projekt, hvor en overlæge i socialmedicin fra Regionshospitalet Gødstrup sammen med ansatte fra Herning Kommune og lokalkendte medarbejdere i Plads til Forskel laver en fremskudt sundhedsindsats for at hjælpe udvalgte beboergrupper, først i boligområdet Gullestrup og herefter også i boligområderne Holtbjerg og Brændgaard.
Alle beboere, der er 60 år eller derover – eller som modtager førtidspension og ikke har hjemmeboende børn – få tilbud om at være en del af projektet.
Konkret betyder det, at socialoverlæge Anne Mette Fløe Hvass – sammen med en sygeplejerske, en socialpædagog og andet sundhedspersonale fra Herning Kommune og de lokalkendte medarbejdere i Plads til Forskel – hver onsdag vil være til rådighed for spørgsmål og konsultationer om de sundhedsmæssige udfordringer, de udvalgte beboere ønsker hjælp til.
- Det er en vigtig opgave, fordi mange af de borgere, vi møder her, har svært ved at finde vej ind i og holde kontakten med sundhedsvæsenet. Mennesker, der lever i udsathed, har ofte komplekse behov, hvor det at tage vare på sin sundhed hænger sammen med sociale forhold, netværk og deres deltagelse i fællesskaber, siger socialoverlæge Anne Mette Fløe Hvass og fortsætter:
- Det særlige her er, at vi skal løse opgaven sammen på tværs af hospital, kommune og de lokale medarbejdere i Plads til Forskel. Det håber jeg vil betyde, at vi kan nå ind til og hjælpe mennesker, som vi ellers har svært ved at nå i det traditionelle sundhedsvæsen.

Anne Mette Fløe Hvass, der er socialoverlæge på Socialmedicin og Rehabilitering, Regionshospitalet Gødstrup kommer til at have sin ugentlige gang i de udvalget boligområder. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.
En Investering i mere lighed i sundhed
Projekt Mit Liv er støttet af Landsbyggefonden og Den Sociale Investeringsfond.
Og netop støtten fra Den Sociale Investeringsfond er lidt speciel, fordi den skal tilbagebetales til fonden, hvis og når der er dokumenterede økonomiske effekter af indsatsen. Den dokumentation skal findes via et forskningsprojekt, der er tilknyttet projektet.
Regionshospitalet Gødstrup er blandt de første hospitaler, der indgår aktivt i denne type partnerskab om en fremskudt sundhedsindsats i boligområder, og det er det første hospital, der indgår i en social effektinvestering, hvor kommune, hospital og boligsociale aktører er gået sammen.
For Region Midtjylland er det konkrete mål, at der på sigt skal være færre akutte indlæggelser på hospitalet. For at det skal kunne lade sig gøre, skal det være muligt at prioritere indsatser og ressourcer til dem, der har det største behov.
- Det er en vigtig del af kampen mod uligheden i sundhed. For selv om vi har et sundhedsvæsen, hvor alle skal have adgang til hjælp, er mulighederne ikke altid lige gode i praksis. For det er ikke nok, at hjælpen findes. Den skal også være til at finde, forstå og få adgang til. Det stiller krav til os som sundhedsvæsen. Vi skal ikke kun spørge, om vi har de rigtige tilbud. Vi skal også være villige til at undersøge, om vi når frem til dem, der har brug for dem. Derfor synes jeg, at Mit Liv er et vigtigt initiativ, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders G. Christensen (V).
Hvordan de konkrete tilbud i Mit Liv-projektet kommer til at se ud i de enkelte boligområder, er ikke afklaret endnu. Det afhænger nemlig udelukkende af de enkelte beboeres behov for hjælp.
Men for Mette Rosenkilde, der bor på Holtbjerg og er formand for afdelingsbestyrelsen i FællesBos afdeling 24, er der ingen tvivl om, at projektet er ren win-win:
- Jeg er begejstret. Det er rigtig mange af vores beboere, der kan drage stor nytte af det. Der er mange typer mennesker her, og mange ved ikke, hvordan de skal opsøge hjælp. Når man kommer til at møde den samme læge her i området hver uge, kan det være med til at skabe tryghed og vinde tillid. Og så er det vigtigt, at der er afsat tid til at lytte og forstå problemerne, siger hun.

Mette Rosenkilde, der bor på Holtbjerg, er formand for afdelingsbestyrelsen i FællesBos afdeling 24 Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.
Plads til Forskel – et samarbejde om stærke boligområder
Plads til Forskel er den boligsociale helhedsplan i Herning Kommune. Det er et samarbejde mellem boligorganisationerne FællesBo, Fruehøjgaard, Lejerbo, Herning Kommune og Landsbyggefonden. Her arbejdes tæt sammen med beboerne, kommunen, skolerne, daginstitutionerne, politiet, SSP, UngHerning, frivillige foreninger og mange andre.