Hospitalsgang med skilte til Ernæringsklinikken og Træningssal og person der går.
Den nye klinik i Gødstrup skal sikre en mere ensartet ernæringsfaglig vurdering og opfølgning. Arkivfoto: Søren Braad Andersen.

 

15.09.2026

I 2027 får Regionshospitalet Gødstrup ansvaret for en ny klinik for ernæring i Region Midtjylland. Målgruppen er omkring 14.000 patienter med behov for sondeernæring eller ernæringspræparater i eget hjem.

Regionsrådet har den 26. august 2026 besluttet at placere den nye regionale klinik for ernæring på Regionshospitalet Gødstrup. Herfra skal klinikken fungere som én samlet indgang til ernæringsbehandlingen for patienter i eget hjem.

Klinikken skal stå for visitation, opfølgning og koordinering af patienternes ernæringsforløb på tværs af hospitaler, almen praksis og kommuner. Kontakten vil hovedsageligt foregå telefonisk eller virtuelt.

Det betyder, at patienterne som udgangspunkt kan få specialiseret ernæringsfaglig opfølgning uden at skulle møde fysisk frem i Gødstrup.

- Mange patienter har brug for hjælp til ernæring i eget hjem i forbindelse med deres behandling. Derfor skal det være nemt at få hjælp og rådgivning. Med den nye klinik samler vi den specialiserede viden og skaber bedre sammenhæng for patienterne, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Én samlet indgang

I dag er ernæringsindsatsen fordelt på flere aktører. Patienterne kan blandt andet modtage hjælp fra kommunale tilbud, egen læge, hospitaler og private leverandører. Der er derfor ikke altid én klinisk enhed, som følger det samlede ernæringsforløb.

– For mange patienter har ernæringen stor betydning for, om de kommer sig efter sygdom og kan klare sig i eget hjem. Det skal ikke være patientens eller de pårørendes opgave at få de forskellige dele af forløbet til at hænge sammen. Med den nye klinik får vi mulighed for at være med til at skabe et tydeligere ansvar og bedre sammenhæng på tværs, siger sygeplejefaglig direktør Rikke Degn.

Den nye klinik skal sikre en mere ensartet ernæringsfaglig vurdering og opfølgning. Patienternes behov skal følges, så behandlingen kan tilpasses undervejs og afsluttes, når der ikke længere er behov for den.

En styrket ernæringsindsats forventes blandt andet at kunne bidrage til bedre behandlingsforløb, færre komplikationer og bedre muligheder for rehabilitering og behandling i eget hjem. Klinikken skal også understøtte ernæringsindsatsen for patienter med livstruende sygdom, der modtager lindrende behandling.

Bygger videre på stærkt fagligt miljø i Gødstrup

Klinikken placeres på Regionshospitalet Gødstrup, hvor der allerede er et stærkt fagligt miljø inden for klinisk ernæring. Afdelingen for Ernæring arbejder med klinisk ernæring og diætbehandling og bidrager desuden til forskning og uddannelse på området.

Regionshospitalet Gødstrup får ansvaret for at etablere klinikken i tæt samarbejde med de øvrige hospitaler, almen praksis, kommunerne og andre relevante aktører.

- Behovet for ernæring kan ændre sig meget gennem et sygdomsforløb. Med den nye ernæringsklinik får vi mulighed for at følge mere systematisk op, tilpasse behandlingen undervejs og sikre, at den enkelte patient får den ernæring og det udstyr, der er behov for – også når patienten er kommet hjem fra hospitalet. Klinikken skal udvikles i tæt samarbejde med vores kollegaer på de andre hospitaler i Region Midtjylland, i kommunerne og i almen praksis, så vi sammen kan skabe et mere sammenhængende forløb for patienterne, siger ernæringschef Lone Viggers fra Regionshospitalet Gødstrup.

Klinikken skal desuden bidrage til forskning og uddannelse på ernæringsområdet.

Bedre opfølgning skal mindske spild i regionen

I 2025 blev der i Region Midtjylland brugt omkring 105 millioner kroner på ernæringspræparater og udstyr til sondeernæring.

Den systematiske opfølgning via den nye klinik for ernæring på Regionshospitalet Gødstrup skal bidrage til, at patienterne får den rette mængde ernæring og det nødvendige udstyr, så længe der er et behandlingsmæssigt behov.

Når klinikken er fuldt indfaset, vurderer Region Midtjylland, at den kan give en årlig besparelse på 11,6 millioner kroner. Besparelsen skal dels komme fra et udbud af udstyr til sondeernæring og dels fra en mere behovsbaseret anvendelse af udstyr og ernæringspræparater.

Klinikken bliver opbygget gradvist over tre år. De første patienter forventes at kunne blive tilknyttet i foråret 2027.