Over 150 bamser kom forbi i røntgenrummet hos chefradiograf Rikke Grøftehave Nielsen til Åbent Hospital på Regionshospitalet Gødstrup. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation. 

850 børn og voksne var søndag den 6. september forbi hospitalet i Gødstrup. Heldigvis ikke fordi de var syge eller kommet til skade, men fordi de havde valgt at bruge dagen på Åbent Hospital.

07.09.2026

Allerede inden dørene officielt åbnede kl. 10, var de første gæster dukket op, og hurtigt summede det af glade stemmer overalt i hospitalets foyer. I alt havde 850 nysgerrige sjæle valgt at lægge vejen forbi Åbent Hospital i Gødstrup søndag d. 6. september.

Især børnefamilierne havde taget imod invitationen til at få et indblik bag kulissen på mange af hospitalets afdelinger – og det gav travlhed især på bamsehospitalet og hos legehelten.

Også rundt på de mange andre stande blev spørgsmål om sygdomme og behandlinger besvaret i øjenhøjde – uanset om man var barn eller voksen.  

- Vi slår dørene op til Åbent Hospital, fordi det er vigtigt at give borgerne i vores område mulighed for at lære deres hospital bedre at kende. Vi har en vigtig opgave både nu og foran os i forhold til at bringe sundhed tættere på borgerne, og vi vil gerne vise den store og brede faglighed, som vores medarbejdere besidder. Det er grundlaget for, at vi kan hjælpe borgerne - uanset alder - bedst muligt, siger Lasse Hansen, der er sundheds- og hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup.

Der var fuld fart på både farver og leg i Legeheltens stand til Åbent Hospital i Gødstrup. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation. 

Indblik i mange fagligheder

I alt havde 80 medarbejdere fra 15 af hospitalets afdelinger valgt at bruge deres søndag på at gøre borgerne klogere på hospitalet i Gødstrup. De stillede op med 19 forskellige stande i hospitalets foyer, hvor stor som lille kunne få et indblik i netop deres faglighed.

Syge bamser blev i stor stil undersøgt og behandlet af erfarne fagfolk fra både Børn og Unge og Røntgen og Scanning i bamsehospitalets trygge og hyggelige rammer.

- Tryghed er noget af det vigtigste, når de mindste patienter skal behandles for sygdom eller skade, og legen med bamsen kan give børnene en tryg og god oplevelse på hospitalet, så de ikke er bange for hospitaler, læger eller de blå uniformer, hvis de selv en dag skulle være uheldige at blive indlagt eller komme til skade, forklarer Rikke Grøftehave Nielsen, der er chefradiograf på Røntgen og Scanning.

Der var også masser af spændende viden for de lidt ældre gæster. De kunne blandt andet blive klogere på, hvordan Øjenafdelingen opdager og opererer for øjensygdommen grå stær, hvordan Medicinsk Afdeling undersøger, om en patient er er i risiko for diabetes eller knogleskørhed, og hvordan de bruger raske menneskers afføring til at hjælpe mennesker med sygdomme i tarmen til et bedre liv.

De mange besøgende kunne også prøve en tyngdedyne, massagestol og sansestimulerende redskaber, der er en del af behandlingen i Psykiatri. De kunne se vores hjertestopvogn ved Operation og Intensiv, prøve at give hjertemassage i takt til musik ved Akutafdelingen og få testet deres fysiske funktionsniveau af fysioterapeuterne i Neurologi.

For første gang stillede politikerne fra Sundhedsråd Vestjylland også til Åbent Hospital. Og der var en række korte oplæg, der handlede om, hvordan der arbejdes på at bringe flere sundhedstilbud tættere på borgerne.

Cheflæge Troels Niemann fortalte om den nye afdeling Borgernær Sundhed. Foto: Søren Braad Andersen Kommunikation.