Psykolog og ph.d. Morten Vejs Willert står i spidsen for projektet, der skal skabe ny viden om, hvordan man vender stabilt tilbage til arbejdet efter en sygemelding med stress. Foto: Søren Braad Andersen.

23.01.2025

Med 3,5 mio kr skal forskere fra Arbejds- og Miljømedicin undersøge, hvorfor nogle klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end andre efter sygemelding med stress.

Universitetsklinikken Arbejds- og Miljømedicin, Regionshospitalet Gødstrup har netop modtaget 3,5 mio. kr. fra Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Psykolog og seniorforsker, ph.d. Morten Vejs Willert leder projektet, der skal undersøge en særlig problemstilling hos patienterne i afdelingen: Mens nogle vender godt og stabilt tilbage til arbejdet efter en stresssygemelding, er det langt sværere for andre.

– Mange studier har fokuseret på årsager til stress og behandling, men vi ved stadig for lidt om, hvad der sker, når folk skal tilbage til job efter en sygemelding. Vi vil undersøge, hvilke faktorer der påvirker, om det lykkes, forklarer Morten Vejs Willert.

Data fra tusindvis af forløb

Projektet undersøger stressramtes forløb på mange niveauer og vil i det største delprojekt finde mønstre i vejen tilbage til arbejdet for mere end 30.000 personer. Samtidig følger forskerne mindre grupper tæt med spørgeskemaer og interviews, for at forstå hvad der sker i den enkeltes forløb.


Målet med den flerstrengede undersøgelse er at finde de faktorer, der giver med- eller modvind, når stressramte skal tilbage på arbejde.

Arbejdsmiljøet kan være nøglen

Projektet har et særligt fokus på arbejdsmiljøets rolle. Spørgsmålet er, om arbejdet faktisk kan hjælpe dig til at blive rask? Ifølge projektlederen er det en væsentlig pointe med projektet at levere ny viden til arbejdspladserne:


- Jeg har et særligt fokus på, hvad arbejdspladsen og lederen kan gøre. Jeg håber, at vores forskning kan give ny, solid viden til arbejdspladser, kommuner, praktiserende læger og psykologer, så de bedst kan støtte stressramte medarbejdere, udtaler Morten Vejs Willert.

Fakta om projektet

Bevillingen fra Arbejdsmiljøforskningsfonden (3,5 mio kr) går til et overordnet forskningsprojekt og et indlejret ph.d.-projekt, som starter i foråret 2025.
Projektet udføres i samarbejde med Arbejds- og Miljømedicin, Aarhus Universitetshospital. 

Kontakt

Morten Vejs Willert, psykolog, ph.d. og ekstern lektor ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
Telefon: 22 36 12 38
E-mail: mowill@rm.dk