Fra venstre på billedes ses sygeplejefaglig direktør Rikke Degn, chefsygeplejerske Mette Frøjk, Cheflæge Lubna Kokholm, sygeplejestuderende Apisada D. la Cour, klinisk vejleder Anna-Marie Aastrup Hvid, forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) Nicolaj Laue Juhl, Magnus Omø Johansen, forretningsudvalgsmedlem i SLS og uddannelseschef Vibeke Røn Noer. Foto: Søren Braad Andersen.

- I er et praktiksted, hvor jeg har følt mig som den grimme ælling, der blev til en smuk svane.

Sådan beskrev sygeplejestuderende Apisada D. la Cour sit otte ugers praktikophold i 2024 på Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup.

Mandag den 20. januar blev afdelingens arbejde anerkendt, da de sammen med klinisk vejleder Anna-Marie Aastrup Hvid modtog Sygeplejestuderendes Praktikpris 2024 for Region Midtjylland. I alt var 41 praktiksteder nomineret til prisen.

Prisen blev overrakt under afdelingens morgenkonference, hvor forpersonen for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Nicolaj Laue Juhl, sygeplejestuderende Apisada D. la Cour og kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Bente Rasmussen, deltog for at markere begivenheden.

- I har skabt et trygt, inkluderende og udviklende læringsmiljø, hvor alle studerende – uanset baggrund – føler sig velkomne. Jeres unikke tilgang til klinisk vejledning styrker de studerendes faglige kompetencer og får dem til at føle sig som en integreret og værdifuld del af faggruppen. Afdelingen giver mod og selvtillid til at stræbe efter at blive en dygtig sygeplejerske, sagde Nicolaj Laue Juhl med reference til juryens begrundelse for tildelingen af prisen.

Apisada D. la Cour, der indstillede Akutafdelingen til prisen som årets bedste praktiksted, delte sin oplevelse af praktikopholdet:

- Som sygeplejestuderende med udenlandsk baggrund og sproglige udfordringer har jeg på mit tredje semester haft en enestående oplevelse her. Spørgsmål blev mødt med tålmodighed, og jeg følte aldrig, at noget var for småt eller for stort. Min vejleder var særligt dygtig til at stille uddybende spørgsmål, som gav mig mulighed for at reflektere og forklare, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde i forskellige situationer. Jeg kan varmt anbefale andre at søge praktik på denne inspirerende afdeling.

Afdelingsledelsen, repræsenteret ved chefsygeplejerske Mette Frøjk og sygeplejefaglig direktør Rikke Degn, takkede personalet og især klinisk vejleder Anna-Marie Aastrup Hvid for deres ekstraordinære engagement og for at skabe et veltilrettelagt læringsmiljø for de sygeplejestuderende.



- I er et eksempel til inspiration for andre afdelinger og hospitaler. Af hjertet tak, afsluttede Rikke Degn.