Fra venstre ses: cheflæge Charlotte Søndergaard, forskningsansvarlig overlæge Luise Borch og chefsygeplejerske Hanne Lorentzen. Søren Braad Andersen.

Børn og Unge forskningsafsnittet i NIDO | Forskning ved Regionshospitalet Gødstrup er inde i en rivende udvikling, og er netop blevet indstillet til ”Årets nyhed” 2024 inden for klinisk forskning.

Prisen gives til den person/forskergruppe/enhed/afdeling i Danmark, der via prioritering og innovation har skabt enestående nye rammer, initiativer eller resultater, der styrker arbejdet med kliniske forsøg og afprøvninger.

I begrundelsen for nomineringen står der blandt andet, at forskningsafsnittet med ambition, prioritering og innovation er lykkedes med at opbygge en velfungerende pædiatrisk clinical trial unit ved afdelingen for Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup. Og at forskningsafsnittet formår at udnytte synergien mellem studier med medicinalindustrien og forsker-initierede projekter til at skabe tydelig fremdrift og forskningsresultater på et internationalt niveau.

Forskningsafsnittet består i dag af en forskningsansvarlig overlæge, tre ph.d.-studerende, to projektsygeplejersker, en forskningsårs-studerende og en forskningssekretær. Men sådan så det ikke ud for fire år siden, fortæller forskningsansvarlig overlæge Luise Borch, der er stolt over medarbejdernes indsats i forskningsafsnittet.

- Medarbejderne er alle ildsjæle drevet af forskning, og det er takket være dem, at vi i løbet af de seneste 4 år er lykkedes med at gå fra at have næsten ingen forskning til at have tre igangværende ph.d.-projekter og flere studier med medicinalindustrien samt op mod 20 publikationer om året. Det er selvfølgelig også takket være afdelingsledelsen i Børn og Unge, at vi har kunnet komme så langt allerede, da de i høj grad har prioriteret opbygningen af et forskningsafsnit, der laver klinisk forskning inden for de hyppige børne- og ugesygdomme på højt internationalt niveau, siger Luise Borch.

Hun peger herudover også på, at det har spillet en vigtig rolle for forskningsafsnittets gunstige udvikling at være en del af NIDO | Forskning, som er et 5000 kvadratmeter stort center for forskning, der ligger i forlængelse af Regionshospitalet Gødstrup.

- NIDOs fysiske rammer er for alle hospitalets forskere, hvilket gør det meget let for os at møde andre specialer og faggrupper og udvikle nye spændende projekter sammen med dem. Desuden har vi i NIDO-bygningen adgang til gode støttefunktioner som for eksempel forskningsbibliotekar, fondsmedarbejdere, laboratorier, undersøgelsesrum til projektpatienter, biobank med mere, siger Luise Borch.

Ros til særlig samarbejdskultur

Cheflæge Charlotte Søndergaard og chefsygeplejerske Hanne Lise Lorentzen ved Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup mener, at nomineringen både kan ses sin en anerkendelse af forskningsafsnittets ihærdige indsats og som resultatet af en særlig samarbejdskultur.

- For eksempel er både den forskningsansvarlige overlæge og projektsygeplejerskerne ansat i delt arbejdstid mellem forskning og klinik, hvilket er med til at integrere forskningen i den kliniske hverdag. Og det tror jeg har været afgørende for at vi har en kultur, hvor forskning er en naturlig og værdifuld del af den kliniske dagligdag, siger cheflæge Charlotte Søndergaard.

- Et andet eksempel som er værd at fremhæve er ,at forskningsafsnittet arbejder med stor diversitet på alle fronter. Det er med til at skabe et mere dynamisk og inkluderende forskningsmiljø, der er bedre rustet til at adressere komplekse videnskabelige spørgsmål og imødekomme behovene i et stadigt mere mangfoldigt samfund, siger chefsygeplejerske Hanne Lise Lorentzen.

Fakta om prisen ”Årets nyhed” 2024

Det er Danske Patienter, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), Medicoindustrien, Fagforeningen Pharmadanmark – Akademikere i Life Science – og Trial Nation, der sammen med Dagens Medicin som mediepartner står bag kåringen af ”Årets nyhed” og fire andre priser i 2024 for Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger.

Fejringen og offentliggørelsen af vinderen finder sted torsdag den 30. maj i København.

Flere oplysninger

Forskningsansvarlig overlæge, ph.d. Luise Borch
Klinisk lektor
Mail: luise.borch@rm.dk

Cheflæge Charlotte Søndergaard
Telefon: 2926 3595
Mail: charlotte.soendergaard@goedstrup.rm.dk

Chefsygeplejerske Hanne Lorentzen
Telefon: 3044 1911
Mail: hanne.lise.lorentzen@goedstrup.rm.dk

Kommunikationskonsulent Merete Friis Jeppesen
Telefon: 2952 4447
Mail: merete.friis@goedstrup.rm.dk