Foto: Søren Braad Andersen.

25.11.2024

Salling Fondene har doneret 250.000 kroner til Regionshospitalet Gødstrup til en interaktiv sansestue til børnene i akutmodtagelsens skadestue for at skabe tryghed og mindre angstfulde oplevelser på hospitalet.

Hvis et barn kommer akut til skade og skal forbi akutmodtagelsens skadestue på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning, kan det være forbundet med utryghed og angstfulde situationer for børnene. For at give dem en bedre oplevelse, hvor tryghed er i fokus, har Salling Fondene via Bilka Herning doneret 250.000 kroner til pilotudvikling af en interaktiv sansestue til børnene, som kommer i akutmodtagelsen.

Inspirationen er hentet fra hospitalets interaktive fødestuer, der fødende kvinder en bedre oplevelse, og den tankegang har Regionshospitalet Gødstrup ønsket at overføre til børnene i akutmodtagelsen.

- Vi er jublende lykkelige, for det har været et stort ønske for os længe. Børnene har ofte mange ting på spil, når de kommer i akutmodtagelsen – de kan have smerter, være bange og utrygge. Vi vil gerne gøre stuen til en del af behandlingen, og vi vil derfor arbejde med animationsvideoer. Hvis et barn for eksempel har brækket armen, kan det være, at vi viser en video af et dyr, som har brækket armen og skal have gips på. Rummet skal ikke ligne et klinisk sygehus, men skabe trygge rammer, fortæller uddannelsesansvarlig sygeplejerske i Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, Inge Hove Bjerregaard.

 

Forskere følger projektet

Hun regner med, at man går i gang med at indrette den nye stue i akutmodtagelsen i begyndelsen af 2025. Den interaktive stue er et pilotprojekt, og evalueringen af projektet ledes af afdelingens forskningsansvarlige sygeplejerske Gitte Boier Tygesen i samarbejde med afdelingens projektgruppe der består af læger og sygeplejersker.

- Vi vil gerne undersøge, om det har en positiv indvirkning på børnene, ligesom det også er væsentligt for os at undersøge, hvordan det er for personalet at arbejde på denne måde i nye rammer,” siger Inge Hove Bjerregaard.

Hos Bilka Herning er glæden over donationen også stor.

- Det er et meget meningsfuldt projekt. Det er fantastisk, at vi kan være med til at hjælpe så mange børn, som forhåbentlig kommer til at føle sig mindre utrygge og får en god oplevelse, når de er på hospitalet. Jeg er megastolt og glad for, at vi på den måde kan være med til at bidrage til lokalsamfundet og støtte så godt et initiativ, siger Pia Romvig Schou, sektionschef Customer & People i Bilka Herning.

Fakta om projektet

Formål med donationen på 250.000 kr. fra Salling Fondene er at udvikle en pilot til fremtidens interaktive sansestue for børn i akutmodtagelsen med henblik på  at skabe tryghed, positive distraktioner som afleder og at nedbringe uro, angst og smerter i forbindelse med behandling.

Samarbejdspartnere i projektet er Esben Bala Skoubo og VIA University College, Campus Viborg, Animation.