Stærk lederprofil bliver chefsygeplejerske for Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup
Den 1. januar 2024 tiltræder Shila Svoldgaard Mikkelsen som chefsygeplejerske for Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup.
Privatfoto: Shila Svoldgaard Mikkelsen.
27.11.2023
Den 1. januar 2024 tiltræder Shila Svoldgaard Mikkelsen som chefsygeplejerske for Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup. Shila Mikkelsen kommer fra en stilling som oversygeplejerske på afdelingen for Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Regionshospitalet Gødstrup er et højteknologisk og moderne hospital med kontakt til mange patienter døgnet rundt, hvilket stiller høje krav til stærke kompetencer i mødet mellem faglighed, ledelse og samarbejder knyttet til hver enkelt patientforløb.
Som chefsygeplejerske for Operation og Intensiv får Shila Svoldgaard Mikkelsen en særlig opgave med at udvikle og organisere en afdeling i hjertet af hospitalet, som modtager kritiske syge patienter til intensiv terapibehandling samt patienter til operation med eller uden indlæggelse. Kort fortalt en afdeling med godt 400 ansatte og med berøringsflader på hele hospitalet og en hverdag med mange og afvekslende opgaver.
- Jeg stortrives med at være leder og være i et felt, hvor opgaverne er mangeartede og har stor kompleksitet. Og jeg glæder mig til at få kulturen og de gode samarbejdsrelationer i Gødstrup helt tæt på.
Når Shila Mikkelsen skal sætte ord på sin ledelsesstil lægger hun vægt på, at den er: tillidsbaseret, inddragende og autentisk.
- For mig handler god ledelse om at skabe resultater sammen med andre. Jeg er overbevist om, at vi gennem tværorganisatorisk samarbejde åbner op for et større udbud af ideer, hvilket er en forudsætning for fortsat at drive et sundhedsvæsen i verdensklasse. Jeg er optaget af, hvordan vi som mennesker skal udvikle vores kompetencer for at kunne lykkedes med den opgave.
Sygeplejefaglig direktør Rikke Degn ser frem til at få Shila Svoldgaard Mikkelsen med på holdet af afdelingsledelser i RH Gødstrup.
- Vi får et nyt og stærkt kort på vores ledelseshold, der passer godt ind i den læringskultur, vi ønsker at transformere vores måde at lede og udvikle vores hospital på.
Med i bagagen fra Aarhus Universitetshospital har Shila Svoldgaard Mikkelsen solide erfaringer med at højne værdien af sygepleje i en højteknologisk hverdag på et operationsafsnit. Her har hun blandt andet stået i spidsen for, at højne personalets kompetencer til at yde kvalificeret kommunikation til patienter og pårørende i akutte situationer. I samarbejde med Intensiv og Traumecenteret er hun lykkedes med at oprettet et netværk som har haft stor fokus på patient og pårørende involvering.
Med en vis ydmyghed anser Shila Svoldgaard Mikkelsen sig selv for at være en moderne lederprofil, der matcher opgaven, og hun er stolt over og at få mulighed for at være med til at sætte retning for Operation og Intensiv sammen med cheflæge Mikkel Seneca, ledelsesteamet og alle medarbejdere i operation og intensiv.
- Gødstrup positionerer sig som mulighedernes hospital, hvor alle har noget at bidrage med. Den grundtanke motiverer mig meget og lever op til mine forventninger til en arbejdsplads hvor medarbejderinvolvering er kernen til at lykkedes, siger Shila Svoldgaard Mikkelsen.
Privat er Shila Svoldgaard Mikkelsen bosiddende i Hinnerup nordvest fra Aarhus, gift med Rasmus og sammen har de tre børn.
Kontakt
For yderligere oplysninger:
- Sygeplejefaglige direktør, Rikke Degn, tlf. 2819 4002
- Kommende chefsygeplejerske på operation og Intensiv, Shila Svoldgaard Mikkelsen, tlf. 3035 1473.