To bioanalytikere står ved en maskine, der analyserer blodprøver.

Pernille West Larsen og Biak Tin Zing Cia Khar er begge relativt nyuddannede bioanalytikere. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

18.09.2023

Onsdag d. 20. september slår Regionshospitalet Gødstrup endnu engang dørene op til en "Karrieredag". Og denne gang er det ikke kun studerende på de sundhedsfaglige uddannelser, der er inviteret. I år er der nemlig et særligt arrangement for gymnasie- og HF-elever.

Sidste år havde næsten 200 meldt sig til den første Karrieredag på Regionshospitalet Gødstrup.

I år er der også mange tilmeldte blandt de studerende på de sundhedsfaglige uddannelser, der på denne måde kan møde en masse af hospitalets ansatte og høre om, hvordan det er at arbejde på det nye hospital.

Men som noget nyt er der i år et særligt arrangement for gymnasie- og HF-elever, der endnu ikke har besluttet sig for, hvilken uddannelse de vil tage.

180 gymnasie- og HF-elever fra 6 forskellige uddannelsesinstitutioner har meldt sig til arrangementet, og de har denne dag mulighed for at blive klogere på, hvad det indebærer at arbejde inden for en række af de faggrupper, der er på hospitalet.

Derudover får de mulighed for at komme "bag scenen" på en række af hospitalets afdelinger og prøve deres færdigheder af, eksempelvis som jordemoder ved hjælp af en fødedukke eller ved at tage et EKG eller lægge et dræn.

Fokus på mulighederne som sundhedsfaglig

Nogle af dem man kan møde er Pernille West Larsen og Biak Tin Zing Cia Khar (billedet øverst). De er begge relativt nyuddannede bioanalytikere, med henholdsvis 5 og 2 års erfaring, og de vil gerne være med til at trække flere unge ind i det fag, de brænder for.

Når Regionshospitalet Gødstrup i år udvider Karrieredagen, så dele af den er specifikt målrettet gymnasie- og HF-elever, er det for at skabe fokus på de spændende jobmuligheder, der er ved at tage en sundhedsfaglig uddannelse.

- Vi håber, at vi, ved at invitere de unge indenfor på hospitalet, kan skabe viden om og vise de muligheder, der er i et job i sundhedsvæsenet. Det er der i den grad brug for i det danske samfund de kommende år. Og måske kan vi også puste liv i samtalen om, hvordan vi udvikler sundhedsvæsnet som arbejdsplads, siger sygeplejefaglig direktør Rikke Degn.

For mere information, kontakt:

Rikke Degn, sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Gødstrup
rikper@rm.dk
Tlf. 2819 4002

Pressen er velkommen på dagen. Kontakt i så fald venligst:

Dorthe Gærup Nielsen, kommunikationskonsulent, Regionshospitalet Gødstrup
dorthe.gaerup@goedstrup.rm.dk
Tlf. 6137 9386.