Foto: Herning Kommune.

12.10.2023

Sinikka Kangas Larsen, Røde Kors har fået Herning Byråds frivilligpris for sin store indsats med patientstøtterne i Gødstrup.

Hvert år uddeler byrådet i Herning en pris til én eller flere personer, som har gjort en helt særlig indsats for frivilligheden på Herning-egnen.

I denne uge blev prisen for 2023 tildelt Sinikka Kangas Larsen, Røde Kors i Herning. Hun får frivilligprisen for sin store indsats for at etablere et hold af patientstøtter på Regionshospitalet Gødstrup.

Her på hospitalet hjælper omkring 100 frivillige fra Røde Kors patienterne med blandt andet at melde deres ankomst og scanne sig ind, finde kørestole og vise vej.

Borgmester Dorte West i Herning Kommune roste i forbindelse med prisoverrækkelsen Sinnika Kangas Larsen for hendes omsorgsgen og evne til at få de frivillige til at føle sig som en del af holdet.

Med frivilligprisen følger 10.000 kroner.