Teamet fra akutmodtagelsen i færd med at tage hæderen hjem til Gødstrup fra DEMC-konferencen i akutmedicin. Foto: Privat.

09.11.2023

I sidste uge var en flok læger og sygeplejersker fra akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup til Norderupas største konference i akutmedicin, DEMC. 

Her skulle de blandt andet kæmpe i SIM-cup, hvor de skulle vise deres evner i at samarbejde om at diagnosticere og behandle akut syge "patienter". 

SIM-cup foregik ved, at holdene dystede imod hinanden i virkelighedstro scenarier. Scenarierne var bygget op omkring kendte akutte patientforløb i en Akutafdeling. Det kunne for eksempel være kørsel Alfa med akut B-problem, hvor C-problem støder til i forløbet.

Hvert team bestod af 3-4 medlemmer, hvor teamlederen var læge, og derudover var der mindst én sygeplejerske på holdet. De øvrige deltagere kunne være læger, sygeplejersker, paramedicinere, behandlere eller anden relevant faggruppe.

Fra akutmodtagelsen i Gødstrup deltog Dorte Albertsen, Haydi Apaci, Anh-Nhi Thi Huynh og Mads Damgaard Mørkenborg.

"En ære at vinde over ligesindede"

Ud af de deltagende hold fra seks forskellige akutafdelinger landet over, var det holdet fra Gødstrup, der løb med sejren. Dommernes begrundelse var, at de var rigtig gode til teamsamarbejde, systematik, tværfaglighed og kommunikation, både med hinanden og også med patienten og de pårørende i den pressede situation. 

- Det er en ære at vinde, især når vi slår ligesindede. Det viser, at vi er rigtig gode til det vi gør, fortæller Dorte Albertsen og Haydi Apaci, der er sygeplejersker i Akutafdelingen og var med i konkurrencen.

Foto: Søren Braad Andersen.

Den flotte sejr skulle selvfølgelig fejres med kage sammen med alle kollegerne, så snart de fire vindere var tilbage i Akutmodtagelsen i Gødstrup.

Sejren var nemlig ikke kommet i hus, hvis ikke det var fordi, hele Akutafdelingen regelmæssigt træner samarbejde, færdigheder og faglighed, så de er knivskarpe, når det virkelig gælder.